Nyt startup vil være flyttemarkedets friske pust

Gloove

Danske Gloove tilbyder fleksibel og billig flytning, der bliver udført af freelancere. Virksomheden er indtil videre startet op i Aarhus og København.

Det er ofte venner og familie, der skal smøge ærmerne op, når sønnike, kæresten eller den gamle studiekammerat rykker teltpælene op. Det oplagte alternativ er i sagens natur, at et af de velkendte flyttefirmaer klarer ærterne.

Men det kommer snart til at se anderledes ud, hvis det står til det danske startup Gloove. Med foreløbig 30 freelancere i ryggen tilbyder den unge virksomhed en ny form for flytning, der ikke mindst skal vinde på prisen.

En time i selskab med en af Glooves flyttemænd koster 195 kroner – et godt stykke under den gængse markedspris.

”Vi ser os selv som et frisk pust. Vi er et billigt alternativ til almindelige flyttefirmaer, og man behøver ikke selv at skulle koordinere alting med hensyn til flytningen, som når man får hjælp fra venner og familie,” siger medstifter Sune Dalsgaard Jørgensen.

Fleksibel flytning

Gloove startede op i maj, og hen over sommeren har især mange unge benyttet sig af det nye tilbud op til studiestart, oplyser Sune Dalsgaard Jørgensen. Konceptet bygger i tråd med tidens ånd på matchmaking.

Kunderne kan via virksomhedens hjemmeside oplyse, hvor mange flyttefolk de skal bruge, samt hvornår og i hvor lang tid de skal bruge dem. Freelancerne byder herefter ind på opgaver, som det passer dem.

Det gør Glooves model særdeles fleksibel for alle parter, mener Sune Dalsgaard Jørgensen. Han fremhæver desuden, at kunderne kan forlænge flyttetiden med helt ned til et kvarter, hvis de har behov for det.

Glooves freelancere er typisk unge studerende, som er udvalgt på baggrund af en personlig samtale. Der er altså ikke tale om professionelle flyttefolk med mange års erfaring.

Ingen tunge ting

Men kunderne behøver ikke at frygte for selv at hænge på regningen, hvis en vase ryger på gulvet. Inventarskader er nemlig dækket ind hos Codan.

Det er dog op til freelancerne selv at have forsikring, hvis de kommer ud for en arbejdsskade. For at undgå, at det sker, vil de blandt andet modtage undervisning i løftetekniker, oplyser Sune Dalsgaard Jørgensen.

Han understreger også, at virksomheden på lige vilkår med alle andre etablerede flyttefirmaer har en dækning af deres freelancere. Den sikrer dem ved skader og uheld. Gloove opfordrer dog freelancerne til selv at tegne eller opgradere deres ulykkesforsikring til at dække fuldtid.

Meget tunge ting kommer de dog ikke til at løfte lige med det samme. Modsat de fleste almindelige flyttefirmaer er Glooves flyttefolk ikke udstyret med hverken lastbil eller bæresele.

I sin nuværende form er Gloove derfor indrettet til små og mellemstore flytninger, fortæller Sune Dalsgaard Jørgensen. Freelancerne får desuden besked på ikke at løfte mere, end de kan klare.

­Vil gerne skabe gode vilkår

For yderligere at skabe gode arbejdsforhold har virksomheden sat freelancernes timeløn til 140 kroner. Til sammenligning tjener en gennemsnitlig professionel flyttemand omkring 150 kroner i timen ifølge 3F.

”Der bliver hurtigt peget fingre, så vi har med vilje sat timelønnen til 140 kroner, selv om vi nok også ville få mange ansøgninger, hvis den var 120 kroner. Vi vil gerne have, at vores freelancere føler, at der er gode vilkår hos os,” siger Sune Dalsgaard Jørgensen.

Freelancerne modtager lige nu deres løn direkte fra kunden via MobilePay. Fremover er det dog meningen, at alle transaktioner registreres i et program, så der ikke er nogen penge mellem kunder og freelancere.

Det skal ikke mindst sikre, at der ikke opstår nogen problemer i forhold til SKAT, fortæller Sune Dalsgaard Jørgensen. Som tingene er nu, skal freelancerne selv angive deres indkomst.

Nye byer og markeder

På grund af sin unge alder er Gloove indtil videre kun at finde i Aarhus og København. Virksomheden har dog kig på især de andre store studiebyer i Danmark, ligesom Malmø er inde i billedet.

De fire stiftere arbejder desuden på at få indgået en række aftaler, der kan udvide forretningen. De ser blandt andet potentiale i, at ejendomsmæglere kan tilbyde gratis flytning i forbindelse med en handel.

Endelig vil Gloove gerne kunne tilbyde transport og gratis flyttekasser i fremtiden, fortæller Sune Dalsgaard Jørgensen.

Læs også

en kommentar;

Top