Ny bestyrelse i Dansk Iværksætter Forening skal sikre iværksættere en stærkere stemme

Dansk Iværksætter Forening

Danmarks eneste høringsberettigede organisation inden for iværksætteri får ny bestyrelse. De nye medlemmer vil aktivt sikre at styrke iværksætterkulturen herhjemme med interne og eksterne ændringer.

De seneste fem år har Dansk Iværksætter Forening levet et stille liv med fokus på drift og regnskab. Det skal nu være slut. I foreningen indtræder en aktivt arbejdende bestyrelse bestående af kendte ansigter i det danske iværksættermiljø, og de er klar til fart over feltet.

Deres vision indeholder tre overordnede områder; at give iværksættere en stærkere stemme i Danmark, at udnytte og udvikle det danske iværksætterpotentiale og at styrke iværksætterkulturen og ånden, fortæller ny næstformand Jonathan Løw.

”Og eftersom bestyrelsen består af iværksættere, er visionen ikke blot luftige ord. De bliver i den grad omsat til handling,” siger han.

Tunge profiler i dansk erhvervsliv

I bestyrelsen tiltræder nemlig syv nye ansigter og tre kendte. I blandt dem er Martin Bjergegaard, serieiværksætter, investor og manden bag Rainmaking Loft; Hanne Lindblad, tidligere CEO i Call Me, som stod bag ”tal ordenligt”-transformationen; Allan Sønderskov Darré, direktør og stifter af Gazelle-virksomheden Freetrailer; Jacob Masters, tidligere topchef i QXL Ricardo. Formanden for den nye, aktive bestyrelsen bliver Christian Walther, der også har været formand de seneste fem år.

Bestyrelsen har allerede lagt konkrete handlingsplaner for, hvor de vil sætte ind. Det skal ske gennem en kombination af politisk lobbyisme, en række innovative tiltag, som skal samle danske iværksættere og så en ny demokratisk app, der skal sikre en direkte kommunikationsvej mellem politikere og iværksættere, fortæller Jonathan Løw.

”Det ligger i vores DNA, at vi sætter iværk. Derfor er vi ikke en bestyrelse, der bare har holdninger og mener noget. Vi vil gøre op med den opsplitning, der på mange måder er i den danske iværksætterscene,” siger han og fortsætter:

”Det kan ikke passe, at vi i så lille et land som Danmark med så få selvstændige ikek kan stå stærkere sammen og på den måde påvirke både politikere, meningsdannere og kulturen i det hele taget.”

Foreningen har en væsentlig rolle i dansk erhvervsliv

Jonathan Løw roser foreningens arbejde med at skabe en sund forening, som han længe har fulgt på sidelinjen.

”Dansk Iværksætter Forening er den eneste organisation i Danmark, som er høringsberettiget. Den rolle er utroligt væsentlig for dansk iværksætteri, og da Christian delte tankerne omkring, at han havde brug for mere
power og hjælp til den fortsatte udvikling, fandt jeg det oplagt at tage en nærmere snak,” siger Jonathan Løw.

Han håber nu at se foreningen gå fra nogle tusinde medlemmer til over 10.000 inden for nogle år.

“Nu er vi sammen lykkedes med at sammensætte en utrolig stærk bestyrelse bestående af ti mennesker med pondus. Med sådan en aktivt arbejdende bestyrelse tror jeg på, at foreningen kan tage det næste skridt og blive en endnu vigtigere organisation for danske iværksættere,” siger han.

Skrevet af

Læs også

en kommentar;

Top