Dansk startup gør tv-produktion enklere og vækker gehør i udlandet

Tv-produktion er gammeldags og overkompliceret. Der eksisterer ingen fælles platform til planlægning og informationsdeling, og mange bruger stadig Excel. I sidste ende koster det tv-selskaberne dyrt – et problem som Click A Crew nu vil løse.

I en tv-produktion er der mange elementer, som skal køre gnidningsfrit. Med så meget planlægning og kommunikation er det paradoksalt, at mange produktionsledere fortsat benytter Excel. Der eksisterer simpelthen ikke en integreret løsning, som kan lette administrationstiden.

Løsningen er på vej

Er du en stresset produktionsleder, er der dog håb forude. Det danske startup Click A Crew har nemlig en single-point-of-entry platform på vej, som skal facilitere alle interessenter fra Runner til CEO. Helt præcist er der tale om et planlægningssystem med integreret opgavestyring, som sikrer at arbejdsflow, dokumentation og intern kommunikation harmonerer i hele produktionsholdet.

Op mod 100 procent af kapaciteten i en tv-produktion arbejder på freelancebasis. Det var den besværlige proces, som inspirerede stifterne til at udvikle en bedre løsning til hele branchen.

Click A Crew startede i 2015 med en bookingplatform til freelancere i tv-branchen. Efter ni måneder havde virksomheden omsat for én million, og havde kunder som Warner Bros., Discovery Networks og Doc Eye.

Den nye løsning integrerer også realtime budgetrapportering i planlægningsfasen, som yderligere hjælper ledelsen med at optimere omkostningerne. Click A Crews integrerede platform vil derfor kunne skære op mod 40 procent af administrationstiden væk, mens forbruget samtidig optimeres.

Tidlig efterspørgsel

Allerede inden den nye single-point-of-entry-platform lanceres, er der bud efter Click A Crews løsning. Virksomheden har modtaget flere henvendelser fra udlandet – hovedsageligt fra USA, England og Tyskland.

”Vi modtog i sidste uge et opkald fra en engelsk broadcaster, der ville høre, hvad der skulle til for, at de kunne bruge platformen, før den kom i markedet,” siger Markus Ramlau.

Den store internationale interesse understreger blot det problem, som folkene bag Click A Crew indså.

Lille, passioneret team

Bag startuppet står to stiftere med hver sit speciale. Thomas Qvist Krüger kommer direkte fra den finansielle sektor, mens Markus Ramlau har 15 års erfaring fra TV-branchen.

”Med Markus’ dybe markedsforståelse og min finansielle baggrund skaber vi et produkt, som giver overskud gennem hele produktionen,” siger Thomas Krüger, medstifter af Click A Crew.

De to stiftere har indtil videre selv stået for kapitaltilførslen til virksomheden, som er sket ad to omgange. Men i forbindelse med den snarlige lancering er virksomheden nu i dialog med eksterne investorer om en tredje investeringsrunde. Her søger Click A Crew ny finansiering, som over de næste ti måneder skal hjælpe virksomheden med at blive markedsledere inden for tv-planlægning.

 

Skrevet af

Læs også

en kommentar;

Top