Startup vil forny journalistikken med brugerskabt idébørs

Pelish har været på banen i knap et år og har fordoblet deres antal af brugere og realiseret deres idébørs. Vi har taget en snak med en af stifterne om en nytænkning af journalistikken og at give valget tilbage til brugerne.

Medieverden udvikler sig. De fleste husker nok den klassiske amerikanske journalist, der bevæbnet med pen og papir, satte liv og lemmer på spil for at levere den kritiske historie om sagens rette sammenhæng. Helt så glamourøst er det måske ikke længere. De fleste mediehuse har en eller anden form for diskurs i deres historier. Det vil Peblish gerne ændre på, derfor giver de nu valget tilbage til brugerne.

Læs også: Peblish: Journalistikkens nye vagthund?

Peblish er en platform, hvor journalister kan lægge idéer til artikler ind, som så bliver crowdfundet af brugerne, der derefter får adgang til artiklerne, når og hvis de bliver skrevet. Med den nye idébørs kan brugerne nu også selv præsentere idéer til artikler, som de gerne vil læse. Og Peblish skelner ikke. Det kan være topdirektøren eller den fængselsindsatte, der præsenterer spørgsmål, som de ikke synes, bliver besvaret i den aktuelle mediedebat.

Og det oplever teamet bag Peblish, resulterer i artikler med dybt samfundsmæssigt fokus.

“Vi ser ikke rigtig mainstream-artikler, det er ofte dybe spørgsmål og relevante politiske undringer, der bliver stillet op,” fortæller Kasper Gade, medstifter af Peblish.

Skab dit eget medie

Peblish er stadig et nyt medie, men over det seneste halve år har de forøget antallet af skribenter fra 30 til 46 og så godt som fordoblet antallet af brugere på platformen, fra omkring 700 til godt 1400. En del af det skyldes nok den flotte omtale, de har oplevet i den seneste tid. De har gæstet P1, Radio 24/7 og flere andre medier har haft præsenteret startuppet.

Den nye idébørs kan også være med til at øge trafikken på platformen. Med den nye feature kan alle brugere nu gå ind og præsentere deres idé. Når der er lavet et artikelforslag på den fra en af skribenterne, får man en notifikation, og endnu en når den er færdigskrevet. Det smarte ved at fortælle, at idéen er blevet til et artikelforslag er, at det gavner crowdfundingen for artiklen, ved at man fortæller allerede interesserede om den.

Med Peblish er menigmand altså med til at skabe et nyhedsmedie ud fra, hvad de selv synes er spændende, og ikke hvad mediediskursen dikterer, eller hvad der fungerer som clickbait.

“Vi vil gerne give ejerskabet over journalistikken tilbage til brugerne. På den måde kan de være med til at styre artikelstrømmen efter, hvad de selv gerne læse om,” uddyber Kasper Gade.

Frit forum for freelancere

Medieverdenen oplever flere og flere freelancere, og det er egentlig en lidt trist udvikling, mener Kasper Gade. Han synes, at det er ærgerligt, at fastansættelserne forsvinder, og at journalisterne derved bliver stadigt mere presset.

“Vi ser, at de fleste af vores skribenter er freelancejournalister, og det er jo tegn på en lidt trist udvikling i medieverden. Til gengæld kan Peblish præsentere et forum, hvor journalisterne kan skabe deres egne opgaver, og det kan give både os og dem mere vind i sejlene,” afslutter Kasper Gade.

Interesseret? Så se med her.

Læs også

Top