Business angel udsteder 200 lån af 50.000 kroner til startups

Magnus Kjøller

Dansk business angel vil med et nyt initiativ hjælpe startups i gang med 200 lån af 50.000 kroner. Renten er nul procent, og modydelsen er en option på 10 procent i virksomheden. Han gør det for at få bolden til at rulle. Han har nemlig selv været der.

“Da jeg i tidernes morgen startede min egen virksomhed, var det med nogle få tusinde kroner på lommen. Dengang var det, lige som i dag, tungt og besværligt at få bankerne med ombord. Hvilken forskel hurtig adgang til 50.000 kr. ville have gjort.”

Sådan står der i opslaget på Facebook, hvor business angel Magnus Kjøller udkom med nyheden om hans nyeste initiativ: 200 lån af 50.000 kroner som starthjælp til startups.

Det er ikke filantropi

Midlerne har han selv afsat. Han vil give iværksættere et skub fremad for at få varer på hylderne, få råd til lokaler, købe hjemmesiden eller ansætte den første medarbejder. Han er ikke filantrop. Han har bare selv stået dér, hvor 50.000 kunne have gjort den store forskel.

”Som business angel oplever jeg ofte, at folk har den gode idé, et drive og modet til at starte virksomhed, men de mangler pengene. Problemet er desværre, at ni ud af ti gange bliver de skudt ned, før de kommer i gang, fordi det netop kun er en idé. Ofte stilles der krav til, at man kan vise et proof-of-concept, eller at forretningen er oppe at køre i et eller andet omfang,” fortæller Magnus Kjøller.

Men hvad gør man, når man ikke er nået til det stadie endnu, hvor en forretning er stablet på benene, spørger han retorisk, og svarer sig selv:

”Formålet med dette setup er, at jeg vil hjælpe iværksættere, der mangler et skub fremad og lidt økonomisk hjælp til at få bolden til at rulle, så de enten kan skabe et proof-of-concept eller fundamentet for en selvkørende forretning.”

Koncept i to dele; et lån mod en option

Betingelserne for et af Magnus Kjøllers lån er simple. Du kan få et lån op til 50.000 kroner. Renten er nul procent, men lånet skal betales tilbage, når der er gået ét år. Der er derimod ingen gebyrer. Modydelsen er en option i virksomheden på ti procent.

”For mange nystartede eller spirende iværksættere, kan 50.000 kroner betyde, at man kan komme i gang ved at købe et varelager hjem, få råd til lokaler eller lave et proof-of-concept på sin idé. Det er klart, at for nogen skal der mange flere penge til, men for rigtige mange er det, hvad der står mellem, at idéen bliver ført ud i livet, eller at den bare forbliver en idé,” siger Magnus Kjøller.

Man skal turde tage en chance

Han kommer selv fra onlinebranchen, men for at få et af hans lån behøver man ikke nødvendigvis selv have den baggrund. Man skal bare være seriøs, kunne hæfte personligt for lånet og afgive 10 procents ejerskab til Magnus Kjøller.

”Jeg tror, det, der kendetegner den succesfulde iværksætter, er at turde at tage en chance, hvis man virkelig tror på sin idé og virksomhed. Havde jeg haft denne mulighed, da jeg for mange år siden startede min første virksomhed, ville det have accelereret processen og gjort en kæmpe forskel,” siger han og tilføjer:

”Om ti procent er for meget eller for lidt, vil jeg være op til den enkelte at bedømme. Men hvis alternativet var at stå tilbage med 100 procent af en idé, der aldrig blev realiseret, så tror jeg godt, jeg ved, hvad jeg ville vælge.”

Skrevet af

Læs også

5 kommentar

  1. jonathan@listenlouder.dk'Jonathan Løw said:

    Det kan også være dyrt at tilbyde en option på 10%. Ikke kun selve optionen, men også den medejer, man eventuelt får med ombord. Husk altid at tjekke, om I har kemi med vedkommende, samt om I deler værdier, syn på hvordan man driver forretning etc.

  2. superlynhurtig@gmail.com'M said:

    Det er svært at tro på at folk med kompetencer ikke har mulighed for til sammen at fremskaffe 50.000 kr.
    Der er her tale om et lån der skal tilbage betales, ergo skaffer udlåner sig 10% af 200 virksomheder for 0 kr.
    Selv hvis et lån i banken skulle koste 20% i rente så er der tale om man afgiver 10% af sin virksomhed for at spare 10.000 kr.
    Jeg kan ikke se nogen kompetente iværksættere skulle være interesseret i sådan en aftale.
    I så fald værdisætter de deres arbejde meget lavt.

  3. mortenhyldgaard@icloud.com'Morten said:

    Det giver ingen mening. Hvis man skal hæfte personligt, kommer man alligevel ikke udenom banken? Det virker som en virkelig dårlig idé – for det er da noget billigere med en bank-rente end afgivelsen af 10% hvis det bliver en succes. Det må man antage at iværksætteren selv tror på.

  4. chrsjensen@yahoo.com'Christian said:

    Hovedrystende at denne slags “quicklån” overhovedet er lovlige. Håber ikke at der er iværksættere der hopper på så elendig en deal. Forstår endvidere slet ikke at Trendsonline promoverer dette…

Top