ITU-professor: Vi skal gentænke måden, vi bygger robotter på

Soft Robotics

Soft robotics er et spirende felt inden for robotteknologi. Det er et område, den nyudnævnte professor på IT-Universitetet, Kasper Støy, ser potentialet i, og han holder tiltrædelsesforelæsning om netop de bløde robotters potentiale den 7. oktober på ITU.

Måden, vi tænker robotter på, skal ændres. Det mener den nyudnævnte professor på ITU, Kasper Støy. Han holder den 7. oktober tiltrædelsesforelæsning om potentialet i soft robotics – et spirende felt inden for robotteknologi.

Robotter er nemlig i høj grad bygget af metal og tunge materiale. Men skal vi udnytte deres potentiale til at samarbejde med mennesker, er der behov for at gentænke den måde, vi bygger robotterne på, siger Kasper Støy.

“Der er et mismatch mellem, hvordan robotter er bygget i dag, og hvad vi gerne vil bruge dem til. Robotter findes typisk i en industriel sammenhæng, og de er præcise og hurtige, men også tunge og farlige. I dag begynder vi at ville have robotterne til at hjælpe de ældre eller udføre opgaver i børnehaver, og her kommer industrirobotten ikke til at fungere,” siger han i en pressemeddelelse.

Stort potentiale i soft robotics

Soft robotics kræver helt nye produktionsmetoder. Men professoren og hans kolleger i Robotics, Evolution and Art Lab på ITU ser et stort potentiale i feltet.

“Vi kunne godt tænke os at væve, strikke eller flette robotkroppe, som får en struktur, vi mennesker vil have det godt med at omgås, som er lette, og som er lavet af materialer, der ikke gør skade, hvis man støder ind i dem,” fortæller Kasper Støy.

Hans drøm er at lave en helt ny måde at bygge robotter på, som ser ud over det klassiske metalskelet. Kasper Støy forsker nemlig hovedsagligt i, hvordan samspillet mellem robotters kroppe og deres kontrol kan udnyttes til at producere robuste, billige og fleksible robotter. I fremtiden forestiller han sige at kombinere materialer med forskellig hårdhed og tilpasse robotterne til opgaverne frem for at gribe efter de traditionelle materialer først.

Vil du lytte med til tiltrædelsesforelæsningen ‘The Inadquate Embodiment of Robots’ foregår det i Auditorium 4 på ITU fredag den 7. oktober klokken 14-15.

Skrevet af

Læs også

Top