Startup vil spare ejerledere for millioner

Martin Thorborg og fire unge iværksættere satser på at være bindeled mellem ejerledere og virksomhedsmæglere, når en virksomhed skal sælges. Det skaber mere overskuelighed i branchen for ejerlederne.

Ligesom ejendomsmæglere eksisterer der en hav af virksomhedsmæglere. På samme måde har de alle hver sit speciale. Men mennesker er opportunister. Derfor vil mange acceptere sager, som ligger uden for deres speciale. Det kan koste millioner, når ejerlederen ender ud med en mægler, der ikke er det bedste fit for den konkrete virksomhed.

Problemet virker måske banalt. Der findes enkelte sammenligningsportaler. Men de ejes af virksomhedsmæglere selv, hvilket langt hen af vejen, gør dem ubrugelige. Det problem vil Martin Thorborg og fire unge iværksættere gøre op med.

Mulighed i uoverskuelighed

I den uigennemsigtige virksomhedsmægler-branche øjner Saxis en mulighed. Saxis er udsprunget af Martin Thorborgs Virksomhedsbørs. Tidligere på året valgte man at skifte navn med henblik på internationale ambitioner. Samtidig ændrede virksomheden også sit fokus.

“Flere af de ejerledere, vi har talt med, har været meget frustrerede over den manglende gennemsigtighed i markedet, hvilket fortæller os, at der er behov for et overblik over branchen,” siger Christian Kobbernagel, produktchef i Saxis.

Det danske startup satser nu på at være bindeled mellem ejerledere og virksomhedsmæglere. På den måde bevarer Saxis sin uafhængighed og troværdighed, da virksomheden ikke er involveret i selve virksomhedshandlen.

Taget godt imod af branchen

Interessen har været stor siden omlægningen. Og siden lanceringen i september 2016 har Saxis’ portal formidlet ti virksomhedshandler til virksomhedsmæglere.

“Ligesom ejerlederne har taget pænt imod servicen, har virksomhedsmæglerne også været meget positive. Vi har nogle samarbejdspartnere, der er rigtig glade for os,” siger Niels Ryding Olsson, CEO i Saxis.

Det går også frem ad med at skalere internationalt, hvor Saxis allerede i juni gik ind på det svenske marked med Saxis.se.

Langsom digitalisering

En anden grund til Saxis’ tidlige succes er den digitale profil. Digitaliseringen har været hård ved branchen. Her bygger Saxis forretning på en no cure no pay-model. Det betyder, at virksomhedsmægleren først betaler Saxis, når de bliver betalt af kunden. For ejerlederen er det helt gratis.

“Det er mit indtryk, at virksomhedsmæglerne har haft svært ved at følge med den teknologiske udvikling. Mange ejerledere søger efter virksomhedsmæglere på nettet, og det har mæglerne ikke været klar til. Det er til gengæld her, vi har vores spidskompetencer,” siger Anders Hahn Madsen, marketingchef i Saxis.

Skrevet af

Læs også

Top