Arkiver

BusinessGuideNyheder

Startup Guide Copenhagen Vol. 2 er på trapperne med nye startups

Startup Guide har haft stor succes med deres Startup Guides. Nu relancerer de med ny visuel identitet og en masse nye tiltag. Flere guides til de nordeuropæiske storbyer er i støbeskeen, og en Vol. 2 for København er på vej til de danske startups. Og så åbnes der i dag for nomineringer til Startup Guide London.

Det kan være svært at navigere som nyudklækket iværksætter. Man har måske ikke det største netværk, og ved ikke, hvor man skal gå hen. Og er man også flyttet til en anden by, kan man ende med at stå helt på bar bund. Det oplevede stifteren bag de populære Startup Guides, da hun flyttede til Berlin og valgte at gøre noget ved det.

Nu, to år efter udgivelsen af den første guidebog, har konceptet for alvor taget fart. Teamet barsler med nye guides for flere byer. De er næsten færdige med produktionen af guiden til Oslo, de er godt i gang med materialet til Trondheim-guiden, og så kører de i øjeblikket nomineringsrunde til de heldige startups, der skal være med i guiden til Wien.

“Wien har måske et ry for at være lidt gammeldags, man tænker barok arkitektur, wienerschnitzel og klassisk musik, når man tænker på byen. Men der sker faktisk en masse i byen. For eksempel er Wien for nylig kommet på en Top20-liste over hotte startupbyer i Europa,” fortæller Thomas Nymark Horsted, medstifter og COO i Startupguide.

Startup Guide Copenhagen Vol. 2 lancerer ny visuel identitet

Der er fuld fart over produktionen af guides til de forskellige byer, men der sker også en masse bag kulisserne. Organisationen har rebrandet deres visuelle identitet, som kommer til at pryde andenudgaven af København-guiden. Men bare rolig, alt materialet er nyt. Det er nye startups, nye stiftere, nye samarbejder, der bliver behandlet i andenudgaven.

“Startupmiljøet er jo en dynamisk størrelse,” fortæller Thomas Nymark Horsted, “Nye startups kommer på banen, og andre dør ud. Og stifterne selv rykker ofte rundt mellem projekter, så der er en stor udvikling. Det betyder masser af nyt materiale. Faktisk vil vi gerne på sigt kunne udgive en udgave om året for de forskellige byer,” afslutter han.

Nu kan der nomineres i London

I dag åbner nomineringen for de London-baserede startups til en Startup Guide London. Som altid skal man have hjemme i byen for at kunne stemme, da teamet bag Startup Guide mener, at det er vigtigt at have det lokale miljø med ind over udvælgelsen. Det er dem, der sidder med fingeren på pulsen og kender til de spændende projekter. For som Thomas Nymark Horsted påpeger, så er der masser af lokale startups derude, som de ikke nødvendigvis kender til.

Så er man placeret i London, eller kender nogen, der er, kan man med rette hoppe ind og stemme her.

Vi holder øje med udviklingen, for der er altså gang i nogle spændende tiltag.

Skriv et svar