Digital Revisor vil afløse den klassiske regnskabsekspert

niels-dahl

Regnskabsloven er for kompleks, og de fleste virksomheder bruger instinktivt en revisor. Digital Revisor vil bygge bro mellem lovgivning og virksomheder, så behovet for den klassiske revisor minimeres.

Det er den tid på året, hvor der skal aflægges årsrapport og selvangivelse, men få selvstændige kan selv finde ud af at udarbejde den nødvendige rapportering. Hvert år tvinges små og mellemstore virksomheder derfor til at betale revisorer for at imødekomme statens krav om indrapportering.

Det problem har det danske startup Digital Revisor tænkt sig at løse. Med sloganet: ”Du behøver ikke en revisor. Du kan sagtens selv,” vil virksomheden fokusere på selvbetjening til en fast lav abonnementspris af et års varighed.

Godt greb om digital kommunikation er afgørende

Bag virksomheden står Niels Dahl, som i mere end 20 år har arbejdet i spændingsfeltet mellem revisorfaget og softwareudvikling. Med sig har han et team på fire mand, som har bred erfaring indenfor softwareudvikling og informationsteknologi. Et godt greb om digital kommunikation og digital interaktion er afgørende, da Digital Revisor forsøger at skabe en kommunikationsbro, som gør brugerne i stand til at betjene sig selv.

”Vores platform baserer sig på et samspil mellem mennesker og teknologi. Det er essentielt, fordi vi bygger digital selvbetjening på et område, som brugerne ikke er uddannet i, og det er den udfordring vi vil løse,” siger Niels Dahl, direktør og stifter af Digital Revisor.

Broen, som bygges

Kort fortalt er Digital Revisor en online selvbetjeningsløsning, som sætter små og mellemstore virksomheder i stand til at skabe og indrapportere deres egen årsrapport og selvangivelse. Det sker gennem en simpel, guidet proces med fem trin, som de erhvervsdrivende gennemgår. Til sidst beregner og opstiller systemet en årsrapport til brug for indberetning til offentlige myndigheder og andre interessenter.

Helt konkret går man ind og opretter sig, vælger det ønskede produkt, og angiver placering af sine grunddata, som Digital Revisor så indhenter. Herefter stilles nogle spørgsmål, som man besvarer, og til sidst får man sin rapport til godkendelse.

”Med denne nye tilgang til en ellers meget traditionel revisorverden har Digital Revisor fået digitaliseret en afkoblet proces. Bankerne, Online ERP udbyderne og Erhvervsstyrelsen har allerede digitaliseret deres led i processen, og nu er det tid til revisorledet,” fortæller Niels Dahl. 

God start lover godt for fremtiden

Med opstart i februar 2016 er Digital Revisor kommet godt fra start. Virksomheden har allerede fået bevilliget et så kaldt Innobooster af Innovationsfonden, som gør virksomheden i stand til at udvikle sit minimal viable product, som er klar i starten af det nye år. Processen er den samme, men fokuserer på hjælp til eksempelvis solcelleejere og forældrekøb. Her har staten nogle øgede krav til indrapportering for private, som Digital Revisors første version vil fokusere på.

Herefter flyttes fokus til hovedproduktet og længere ude i fremtiden er tankerne på internationalisering.

”I dag tæller teamet bag Digital Revisor fem medarbejdere, og inden for det næste år, regner vi med at vokse til ti medarbejdere. På det tidspunkt regner vi med at have 3000 brugere på vores system,” afslutter Niels Dahl.

Skrevet af

Top