Beyoncé investerer i tech-startup

Beyoncé
Credit: Stock Photo

Den verdenskendte amerikanske sangerinde, Beyoncé, har sat sit brand ind på en ny løbebane. Hun har nemlig oprettet en investeringsvirksomhed og har fornylig investeret lidt over én million i det amerikanske tech-startup, Sidestep.

Queen Bey, Sasha Fierce, Beyoncé. Kært barn har mange navne. Den amerikanske superstjerne har gennem årene haft fingrene i mange forskellige karrierer. Udover at være en prisvindende sangerinde, har hun fiflet med sin egen tøjkollektion og haft en række mindre roller i spillefilm.

Nu har hun kastet sin kærlighed på tech-verdenen, fortæller TechCrunch. Derfor har hun oprettet en investeringsvirksomhed og investeret over én million i startuppet Sidestep, som har udviklet en app til at købe merchandise uden at skulle stå i kø i hundrede år.

Første gang med tech, men ikke første gang med iværksætteri

Beyoncé har før været med til at starte en vegansk fødevarevirksomhed op, ligesom hun har hjulpet streaming-tjenesten Tidal med at opnå markedsandele ved at give dem tidlig adgang til hendes musik.

Men med investeringen i Sidestep, tager hun sit første reelle skridt ind i tech-iværksætteriet. Og TechCrunch vurderer at Sidestep potentielt kunne blive den næste store succes.

Kunstnerne, der vælger at samarbejde med startuppet får nemlig også adgang til tonsvis af data om køberne og kan beholde ti procent af servicegebyret, skriver TechCrunch. Sidestep har hentet 1,7 millioner dollars i alt fra Beyoncé, Jared Leto, Lady Gaga, Cross Culture Ventures og flere andre investorer.

Appen har indtjent over to millioner i salg, og virksomheden deltog i TechCrunch’s 1st And Future sports startup hackathon tidligere på året.

Spring køen over og nyd koncerten i fred og ro

Det er altid fedt at havemerchandise med hjem fra en koncert. Det er ligesom om at de t-shirts og plakater, som man selv har købt til showet, betyder lidt mere end det, man har bestilt over nettet.

Men mange skipper indkøbet på grund af lange køer og muligheden for et massivt tidsspilde. Med appen Sidestep, kan man købe sin merchandise over appen, mens man nyder koncerten og afhente sine ting nemt og hurtigt bagefter ved at scanne en QR-code i afhentningsboden. Hvis man skal videre efter koncerten og ikke har lyst til at slæbe rundt på plakaten af Beyoncé i fuld størrelse, kan man også vælge at få leveret tingene hjemme på sin bopæl.

På den måde kan man købe sin merchandise, uden at gå glip af showet og så er man sikker på at man ikke har stået i kø i 45 minutter, for kun at konstatere, at der kun er t-shirts tilbage i størrelse XXXL.

Top