Hollandsk kontor indretter dagen specielt til dig

the-edge

The Edge er Deloittes afdeling i Amsterdam og er blevet kaldt “den grønneste bygning i verden”. Hele bygningen er intelligent og har det forkromede overblik over din kalender og dine præferencer for indeklima. The Edge er en slags indbygget personlig assistent.

Deloittes afdeling i Amsterdam, The Edge, inkorporerer alle nye trends på arbejdsmarkedet. Bygningen er high tech, den er bæredygtig og rummene er lyse og luftige. Og så kender bygningen dine vaner og hvordan du foretrækker din kaffe.

At besøge The Edge, må være som at træde ind i en bedre og mere miljøbevidst fremtid, hvor alt er indstillet til at gøre en i godt humør. Bygningen består overvejende af specialisolerende glaspaneler, så du er altid sikret udsigt og en følelse af rum. Og så hjælper de med at regulere temperaturen.

Læs også: Fremtidens arbejdsmiljø byder på videolæring, indeklima-apps og overvågende ure

Louise Fredbo-Nielsen er fremtidsforsker, og hun peger netop på, at fremtidens kontorer og arbejdsmiljøer vil blive indrettet med meget større fokus på sanserne. Det kan være dufte, mængden af lys, farven på væggen, hvilke lyde der er, og hvor temperaturen skal stå.

Alt dette har betydning for ens velbefindende og deraf ens motivation. Hun fremhæver, at man efterhånden har så komfortable og digitalt indrettede hjem, at arbejdspladsen skal kunne lokke med noget ludt udover det sædvanlige, for at man gider tage ind på kontoret. Arbejdspladsens indretning og opbygning skal altså være tillokkende, for at motivere medarbejderne til at møde op og fungere effektivt.

En app styrer hele bygningen

Hele den hollandske bygning er styret at en app, som alle medarbejderne har. Den genkender din bil, når du ankommer, og guider en hen til din parkeringsplads. Den kender din kalender og har på forhånd booket enten mødelokale, skrivebord, eller hvad du nu har brug for i løbet af dagen. Den tager endda højde for dit foretrukne indeklima, om du foretrækker det varmt eller koldt.

Skulle du have lyst til en kop kaffe, så husker espressomaskinerne også din foretrukne kaffe, ligesom det indbyggede fitness center hjælper dig med at holde overblik over dine præstationer og fremskridt.

Miljøet uden om bygningen er også tænkt ind

Den ene ydervæg og hele taget er dækket af solpaneler, der producerer energi til bygningen. Det betyder, at The Edge forbruger en brøkdel elektricitet i forhold til andre lignende kontorkomplekser. Vandforbruget til toiletter og vanding af bygningens små haver kommer fra opsamling af regnvand og selv fitness centrets maskiner bidrager til bygningens energi produktion, beretter Deloitte.

Dertil kommer en tagterrasse, som er indrettet til at understøtte det lokale fugle- og insektliv. Der er indbygget små hjem til de lokale flagermus og vegetationen er udvalgt med henblik på forskellige typer af bier.

Læs også

Top