Discountkæde lancerer deleplatform: Tusindvis af danskere vil tjene på indkøb

Rema 1000, Vigo

Tirsdag ser endnu en deleøkonomisk platform dagens lys. Denne gang er det ikke et nyt startup, men discountkæden Rema 1000, der melder sig ind i tendensen med tjeneste Vigo, der vil lade danskere tjene penge på at handle ind for andre. 

Du har én time, fra du går ud af døren, til varerne skal være leveret. Det får du 34 kroner for i indkøbsappen Vigo, og det har 18.000 danskere tilmeldt sig.

Det er Rema 1000, der tirsdag lancerer den nye deleøkonomiske løsning, Vigo, skriver Finans.dk. På bare en måned har de tusindvis af danskere meldt sig som indkøbere. Faktisk nåede discountkæden deres eget mål om 10.000 private indkøbere allerede den første uge efter introduktionen, fortæller administrerende direktør, Henrik Burkal til Finans.dk.

Alle over 15 år med en smartphone og MobilePay kan tilmelde sig Vigo, som altså gør det muligt for privatpersoner at handle via en smartphone og få varerne leveret af andre personer, indkøberne i appen, hvor varerne bestilles.

Moderne teknologi, der skal støtte de lokale købmænd

Rema 1000 vil med Vigo sikre fortsat liv i kædens 282 butikker i Danmark, som huser i alt op mod 3000 dagligvareforretninger. Nethandlen er nemlig i stigning både herhjemme og i Europa, men onlinehandel udgør kun 1-2 procent af dansk dagligvarehandel, skriver Finans.dk.

Vigo er et forsøg på at imødegå den digitale udvikling og samtidig støtte de lokale købmænd, siger Henrik Burkal til Finans.dk.

Det koster 39 kroner at få leveret en pose varer, og de 34 kroner går til indkøberen. Rema 1000 har indgået aftale om forsikring om at dække indkøberne, som skal huske, at indtægterne er skattepligtige.

Skrevet af

Læs også

Top