Milliardinvesteringer skal bringe Danmark i front på viden

Grand Solutions

400 projektpartnere og 44 internationale samarbejdspartnere vil med Innovationsfonden i gangsætte ny dansk udvikling inden for flere områder. Det samlede budget lyder på over en milliard kroner, som skal være med til at ruste Danmark til fremtidens konkurrence.

Mindre end én ud af otte projektansøgninger er sluppet gennem nåleøjet til Innovationsfondens Grand Solutions. Projekter, der skal være med til at omsætte viden til værdi for samfundet og ruste Danmark til fremtidens globale konkurrence.

I alt er 59 Grand Solutions projekter inden for sundhed, energi, transport, miljø, IT og produktion blevet udvalgt til investeringer, der involverer 400 projektpartnere fra Danmark, 44 internationale samarbejdspartnere fra blandt andet England, Kina, Tyskland, Schweiz og USA.

776 millioner kroner fra Innovationsfonden

Det samlede budget lyder på 1,3 milliarder kroner. Knap halvdelen af det beløb kommer fra de deltagende virksomheder, organisationer og forskningsmiljøer, mens Innovationsfonden finansierer 776 millioner kroner.

I alt søgte 489 projekter om finansiering, og 59 blev udvalgt. Konkurrencen skal ses i lyset af besparelserne på finansloven, som har skåret Innovationsfondens samlede investeringer med over 20 procent, oplyser fonden i en pressemeddelelse.

“Målet med Grand Solutions er at bringe Danmark i front på viden. Når Innovationsfonden i de kommende uger præsenterer de nye investeringer, er det frugten af et meget intenst forløb, hvor næsten 500 projekter er blevet grundigt vurderet. For projekterne er konkurrencen i år blevet skærpet af, at Innovationsfondens økonomiske midler desværre er mindre end sidste år. Det gør det sværere at leve op til de politiske ambitioner om at gøre Danmark til en førende nation, når det kommer til at omsætte viden til værdi for samfundet,” udtaler Jens Måløe, formande for bestyrelsen i Innovationsfonden i pressemeddelelsen.

Det forventes at de første Grand Solutions-investeringer bliver præsenteret i løbet af december 2016, når de første investeringsaftaler er på plads. Grand Solutions er en af de tre indgange til at søge investering hos Innovationsfonden. Grand Solutions er markante investeringer og længerevarende projekter eller partnerskaber med fokus på forksning, udvikling og kommercialisering.

Læs mere om fondens investeringer her.

Skrevet af

Læs også

Top