Arkiver

HardwareNyhederUngt Tech

Praktisk æstetik skal forbedre alderdommen

Smykket Sarita er spækket med teknologi, der skal gøre livet lettere for både ældre og pårørende. Det aarhusianske startup håber med sin idé at forbedre både livskvalitet og hjælpe samfundet.

Den er ikke større, end at den kan ligge i en håndflade. Med sine slebne sider, ligner den lidt en overdimensioneret diamant, der indefra lyser i en farvepalette fra gul til grøn, orange og blå. Men selvom opfindelsen af statur er lille, har den stort potentiale.

Sarita er nemlig ikke bare et smykke. Sarita er et stykke teknologi, der skal sikre ældre bedre livskvalitet og hjælpe samfundet økonomisk og menneskeligt, når den ældre generation har brug for en hjælpende hånd. Inden i smykket er der nemlig ikke kun lysende farve. Der er både automatisk falddetektion, en kaldeknap med intercom, gps, bluetooth, internetdækning hvorend man går og mulighed for at tilknytte eksterne sensorer.

Med alle disse funktioner i ét håber teamet bag Sarita at gøre livet bedre for syge, demente og ældre, der har brug for lidt mere sikkerhed i deres hverdag, fortæller stifter Nikolaj Kjær Nielsen. Det har hele tiden været en naiv drøm hos ham, at lave noget, der kunne gøre en forskel, og nu ser det ud til at drømmen kan blive til virkelighed.

Teknologi er en mangelvare på danske plejehjem

Til dette års TechBBQ og ved flere andre events har man kunne finde en prototype på Sarita. Og startuppet håber at kunne lancere ved starten af næste år. Det bliver en kulmination på et projekt, som Nikolaj Kjær Nielsen har arbejdet med siden 2012, hvor han i sit sabbatår efter gymnasiet arbejdede på et plejehjem.

Sarita
Sarita til TechBBQ

”Det undrede mig, at mængden af teknologi var væsentligt mindre, når man kom på plejehjem end det er på sygehuse. Der måler man konstant alle værdier og man er forbundet til maskineriet. Men på plejehjemmene er der ikke sket meget på den teknologiske front de sidste 100 år,” fortæller han fra kontoret i Aarhus.

Han er selv ud af en lægefamilie og har hele livet været omgivet af medicinsk udstyr. Men iværksætter havde han aldrig regnet med at blive. Ikke før en episode på et plejehjem tvang ham til at gentænke hverdagene på institutionen.

”Jeg skulle give en beboer medicin om morgenen. Jeg gav hende glasset med piller, og gik ud for at lave noget mad. Da jeg kom tilbage, lå hun på gulvet, og glasset med pillerne lå smadret ved siden af. Selvom jeg var lige ved siden af, hverken hørte eller så jeg noget. Hun havde ligget på gulvet i et par timer, da jeg fandt hende,” fortæller han.

Et fald og en iPhone lagde kimen til idéen

Episoden faldt sammen med offentliggørelsen af de første iPhones, hvor skærmbilledet skiftede fra vertikalt til horisontalt, når man lagde den ned. Den funktion gav Nikolaj Kjær Nielsen en idé. Kunne man ikke bruge den teknologi til at finde ud af, om en person var faldet om?

Han var da startet på uddannelsen som elektronikingeniør, og han begyndte i smug at lege med idéen om at lave et automatisk system. Han valgte sine kurser ud fra det udgangspunkt, fik adgang til Studentervæksthuset, fik en softwarepartner med ind over og derfra voksede det.

I dag er de 17 mennesker på projektet, alle drevet af passionen for at være med til at gøre en forskel.

”Det er et projekt, der spiller på nogle tangenter, som taler til folk. Der er en speciel aura omkring det. Det er også derfor, at vi gør det,” fortæller Nikolaj Kjær Nielsen og fortsætter:

”Det har fra start af været en naiv drøm, at vi kunne gøre livet bedre for folk. Men vi vidste ikke noget om økonomi og forretningsmodeller. Vi ville lave et system, der kunne redde mennesker, og håbet var, at hvis vi lavede det godt nok, måtte det kunne sælges.”

Sarita skal holde folk hjemme i længere tid

Nikolaj griner for sig selv i telefonen. Siden er de blevet noget kløgtigere, både hvad angår marked, segmentering og modeller. Da de startede var konkurrencelandskabet lig nul. Nu spirer der løsninger både herhjemme og i udlandet. Men Nikolaj Kjær Nielsen og teamet har en anden målsætning end konkurrenterne.

”Vi laver et velfærdssmykke. Vi har fokus på æstetik, design og mulighederne for at kunne udvide systemet. For eksempel med de eksterne sensorer, der vil kunne gå af, når en beboer skal have skiftet ble. Pårørende får også adgang til en hjemmeside med et konfigurationspanel, så man kan lave en prioriteret liste over, hvem der skal notificeres ved forskellige hændelser,” fortæller Nikolaj.

I panelet kan man også lave et geofence til Google Maps, så demente ikke vandrer væk og smykket er ikke begrænset af wifi eller lokal dækning.

”70 procent ønsker at bo i eget hjem. Folk vil ikke på plejehjem. Vi forsøger at hjælpe med en løsning, der er let at have på, betjene og som lader folk gå uden for og lave nogle af de ting, de kan lide. Det er godt for både hoved og krop,” fortæller Nikolaj Kjær Nielsen.

Skriv et svar