Startup vil lade dig tjene penge på naboens affald

Wastebutler

Et startup vil gøre det nemmere at genbruge og få sorteret i sit skrald. Har man ikke selv overskud, kan det nemlig være, at andre har, og dem kan man finde på WasteButler og betale for at hjælpe med ens affald.

En ny platform har taget mundheldet, at en mands skrald er en andens mands skat, til sig. WasteButler er nemlig en udrykningsstation for affald, hvor private kan hente affald for andre private og tjene lidt ekstra penge den vej.

Stifteren Carsten Bo Larsen undrede sig over, at hele verden udvikler sig med raketfart og deleøkonomiske tiltag springer frem i alle brancher – undtagen affaldsbranchen, som ifølge ham har stået stille siden opfindelsen af dieselmotoren. I starten af året stiftede han så WasteButler, fordi det skal være nemt og billigt at komme af med affald, selvom man ikke har en trailer.

Læs også: Discountkæde lancerer deleplatform: Tusindvis af danskere vil tjene på indkøb

”Mange vil gerne give en hjælpende hånd ved at køre på genbrugspladsen for naboen som ikke selv har en trailer, vi ser den yngre generation hjælpe den ældre generation med eksempelvis oprydning i kælderrummet. Det knytter nogle bånd, og det siger meget, synes jeg,” fortæller Carsten.

Anhængertræk og stærke overarme

På WasteButler kan alle private med overskud, tid i kalenderen og en bil med anhængertræk tilmelde sig som butler. Det kan lyde som en jysk idé, men Carsten Bo Larsen startede op i Halsnæs i starten af 2016. Han er ved at udvide territoriet til Nordsjælland og Storkøbenhavn, hvor han nu har 10 aktive butlere og en venteliste på 50 interesserede, når beta-testen er veloverstået. Lidt jysk krejlermentalitet kan dog forekomme.

”Det er altid sjovt at se, hvad der bliver smidt ud. En af mine tilknyttede butlere fortalte om en kunde, der smed en næsten ny græsslåmaskine ud. Butleren fik lov til at beholde den, og da han kom hjem solgte han sin gamle græsslåmaskine for 700 kroner og beholdt den nye. Så fik kunden en flaske vin som tak,” fortæller Carsten Bo Larsen.

Læs også: Deemly lancerer deleplatform: Vi har udviklet os meget undervejs

Helt lavpraktisk tilmelder man sig som butler på Wastebutlers hjemmeside og kører, når man har tid og lyst. Alt efter størrelsen på ens trailer og overarme kan man tjene op til 350 kroner i timen. WasteButler kører med en fast pris pr. opgave og betaling foregår automatiseret med kreditkort, men butlerne skal selv indberette til skat.

WasteButler vil bringe tillid tilbage mellem ligusterhækkene

Det er nok ikke nogen hemmelighed, at deleøkonomien har fået godt tag i danskerne med AirBnb, GoMore, Uber og nu også Rema 1000s Vigo, hvor private kan handle for private. Og WasteButler har da også fået mange positive tilbagemeldinger, og ikke kun fordi de vil tjene lidt ekstra.

”Vi tror på en verden, hvor vi alle hjælper hinanden. Derfor er WasteButler lidt det samme som at sætte en annonce i supermarkedet, hvor én person tilbyder skraldehjælp til en anden. Vi tror på, at deleøkonomi har mange fordele, både økonomisk men også for de bløde værdier. Vi bringer tillid og frihed tilbage til hr. og fru. Danmark,” siger Carsten Bo Larsen.

Inden for det næste halve år vil han gerne være landsdækkende, og det arbejder han hårdt på.

”Vi skal finde vores market fit og proof of concept, men vi har fået valideret idéen og tror på, at vi står med en stærk case, så længe vi tænker langsigtet og holder fokus på affald,” fortæller Carsten Bo Larsen.

Wastebutler

Skrevet af

Læs også

Top