Velfærdsstartup satser på hippiedrøm frem for stor investering

lean startup

I Aarhus har et startup ladet sig inspirere af lean startup-modellen og har i stedet for dyre kontorpladser oprettet et kollektiv. Det holder omkostningerne nede, så de kan fokusere på at udvikle deres velfærdssmykke Sarita.

Udefra set er der stor chance for blot at køre forbi, fortsætte ud på motorvejen ved Brabrand og ind til midtbyen. Eller at man holder ind til siden, stopper for at fylde benzin på. Måske købe en bid mad i kiosken. Men så bliver man nok skuffet. For værkstedet og kiosken er blevet nedlagt.
Benzinstationen er nemlig blevet omdannet til et iværksætterkollektiv, hvor 17 ildsjæle arbejder på at udvikle deres forretning. En forretning, de håber vil kunne gøre livet bedre for den stadigt voksende population af ældre i Danmark.

Læs også: Praktisk æstetik skal forbedre alderdommen

Sarita hedder startuppet. De har udviklet et velfærdssmykke, en broche fyldt med teknologi som gps, faldalarm, kaldeknap med intercom, bluetooth og forbindelse til såvel net som eksterne sensorer.

sarita, lean startup

Tanken er stadig aktiv, den er bare blevet automatisk, så værkstedet og kiosken er blevet lukket ned. Det ældre ægtepar, der ejer den, valgte at flytte til Tilst for at nyde pensionen. Tanken hedder nu GoOn, og kiosken er blevet kollektiv for Sarita. Foto: Sarita

Sarita udvikles organisk

Stifteren Nikolaj Kjær Nielsen har siden 2012 arbejdet på projektet, som forhåbentlig er klar til lancering næste år. Smykket ser både plejehjem, hjemmepleje og ældre positivt på, men i stedet for hurtigt at ride på bølgen af ros og indhente investeringer og bestyrelse har Sarita valgt at gå mere rentabelt til værks.

”Vi er meget inspireret af lean startup-modellen. Det var da også rent af praktiske hensyn, at vi endte her på en tankstation i Brabrand,” fortæller Nikolaj Kjær Nielsen.

Læs også: Praktisk æstetik skal forbedre alderdommen

Ud af de 17 mennesker, der arbejder på Sarita, er kun én på lønningslisten. Resten er frivillige og ellers lever kerneteamet af statsstøtte gennem Iværksætterpilot. Og en god kassekredit, som Nikolaj Kjær Nielsen siger. Han har boet på tanken i snart et år. Til at starte med sad de der hele tiden. 24/7, som Nikolaj siger med et suk. Nu er de blevet bedre til også at holde fri og lave andre ting sammen.

”Vi valgte at lave et kollektiv for at få pengene til at række længere. Vi bor seks mennesker her og i hverdagene har vi to praktikanter fra København boende. Det er sjovt. Men skidehårdt,” fortæller Nikolaj Kjær Nielsen og tilføjer:

”Vi arbejder jo hele tiden. Vi er gode ved hinanden. Vi har skabt et inspirerende og kreativt miljø, men nogle gange skal man lige ud og have noget frisk luft. Komme lidt væk.”

sarita, lean startup

På tanken er der plads til både værelser og kontorer, hvor teamet kan brainstorme, arbejde eller slappe af sammen. Foto: Sarita

At flytte uden for byen medfører mange positive ting

Før han rykkede ind i kollektivet, boede han i lejlighed i Aarhus. Det samme gjorde medstifter Nikolai Kildegaard, og deres kommunikationsansvarlige Rasmine Andersson Rasmussen , som klagede sig over sin høje husleje. De besluttede sig for at finde noget sammen og jagede muligheder langt ud i Vestjylland. På vejen fandt de den nedlagte tankstation uden for Brabrand.

Pumperne har det ældre ægtepar, der ejer tanken, ladet stå, da de flyttede. Men indvendigt har Sarita bygget tre nye rum, omdannet kiosken og frokoststuen til værelse, stuen er blevet splittet op og udestuen er blevet til kontor.

”Det har givet nogle meget positive ting at tænke ud over kontorfællesskaber. Vi har gode parkeringsforhold, det er tæt ved motorvejen, der er bus til midtbyen og vi har masser af plads med vores 200 kvadratmeter,” fortæller Nikolaj Kjær Nielsen.

Og som et ægte lean startup, så kører hele virksomheden uden store lån eller investeringer.

”Det er ikke noget, jeg gad i 20 år. Men det er fedt i de her år, hvor man skal udvikle sit koncept og vokse. Det er en rigtig nørdehule. Jeg ville absolut ikke bytte det for noget. Vi har fundet en god løsning på, hvordan man kan lave en fuld virksomhed med alle subgrene til effektivt inden penge. Med de kompromiser det så har,” siger Nikolaj Kjær Nielsen og tilføjer med et smil:

”Vi skralder også. Det er meget tæt på hippedrømmen det her.”

Skrevet af

Læs også

Top