Startup-stafet #9: Vores navn stammer ikke fra en græsk gud

Zigna, Navne-stafet, startup-stafet

Vi har sendt en startup-stafet af sted til nogle danske iværksættere, fordi vi gerne vil vide, hvad der ligger bag deres virksomheders navne. Det rigtige navn er nemlig en vigtig del af et startup, men det er ikke altid lige nemt at hitte på eller at finde det rigtige. Denne uge er stafetten endt hos Zigna.

Zigna er en automatiseret digital marketingplatform for ejendomsmæglere i Danmark og USA. Servicen automatiserer de marketingmaterialer mæglere skal bruge for at sælge en bolig online. Zigna arbejder i dag med 600+ mæglere i Danmark, New York og Thailand, og vi har talt med medstifter og COO Nick Afseus om virksomhedens navn.

Hvad er historien bag jeres firmanavn?

Lad os bare være helt ærlige. Vores navn stammer ikke fra nogen græsk gud. Det betyder absolut ingenting på latinsk, og der ligger ikke nogen dybere mening bag det. Dengang vi startede i en lille kælder på Bülowsvej, sad vi en mørk vinteraften og skulle finde på et navn. Ligesom alle andre iværksættere var vi ramt af, at det efterhånden er umuligt at finde et domænenavn, der er ledigt. Og i og med at vi er en online business, så skulle vi jo ligesom have et domænenavn, der heller ikke blev alt for pokkers langt. Så vi gik i gang med at lave en liste med 40 navne og tjekkede domænenavn på hver enkelt. Vi fik så udvalgt nogle få, der var ledige.

Hvorfor blev det netop Zigna, som I udvalgte?

Vi ville gerne have at vores navn gav os mulighed for at udvikle forretningen i flere mulige retninger alt efter, hvad kunderne gav os af feedback. Dengang specialiserede vi os kun i at producere fotos til mæglerbranchen. I dag leverer vi en full service automatiseret marketingplatform til mæglere i Danmark, New York og Thailand. Det vidste vi dengang godt, at vi måske ville komme til at gøre en dag. Derfor skulle navnet ikke være noget med ”husfoto” eller ”husfotografen” eller lignende. Derfor faldt valget på Zigna, fordi det af alle de 40 navne, var det der betød absolut mindst, og det var nogenlunde til at købe et domænenavn til det.

Hvordan fandt I på navnet?

Vi skal igen være ærlige og sige: vi havde to kuglepenne, et stykke papir, en slikskål og nogle øl. Så sad vi og gik alfabetet igennem og prøve at lave ”lyde” ud for hver bogstav kombineret med, hvad vi syntes lå godt på tastaturet. Og på mærkelig vis så opstod Zigna.

Hvad, mener I, udgør et godt navn?

Vi ved ikke nødvendigvis om Zigna er et godt navn, men det er det vi hedder nu. Men, et godt navn bør vel ikke være for langt fordi det skal være hurtigt at søge efter på google og man bør også overveje hvem ens publikum / kunder er. Der er mange eksempler på ”smarte” web 2.0 navne hvor man lige har fjernet et par bogstaver til sidst i ordet så man kunne få domænenavnet”, men hvis ikke ens kunder er tech savvy millennials, så er det vigtigere at navnet er to the point og nemt at huske og stave.

Hvad har I lært, at man skal holde sig for øje, når man navngiver sit startup?

Medmindre man ved med 100 procents sikkerhed, at man aldrig skal sælge uden for Danmarks grænser, så skal man gøre sig selv den tjeneste at tænke globalt fra starten af. Man skal sikre sig, at folk i resten af Europa, USA og Asien bare nogenlunde har mulighed for at udtale navnet og kan stave det, når de hører nogen sige det.

Det er også en god idé at undersøge, om det er et ord, der fornærmer nogen i andre lande. Det kan eksempelvis være, at det er et bandeord på et andet sprog. Det har man set en række eksempler på over tid. Og så skal man sikre sig, at ikke kun domænenavnet er tilgængeligt, men også alle sociale kaneler såsom Twitter, Instagram, Linkedin, Facebook, mv. Den ulempe, vi har i zigna nu, er at vi købte vores .dk-domæne, men tænkte ikke så meget over dengang, at vi ville være til stede i USA nogle få år senere. Vi vidste godt dengang at zigna.com var optaget, men tænkte bare ”det køber vi bare når vi bliver store”. Det kommer vi også til, men vi ville spare nogle penge, hvis vi havde tænkt endnu mere globalt fra starten af.

Som så mange andre, så er vi endt op med domænenavnet usezigna.com, indtil vi får fingrene i zigna.com. Ikke ideelt i forhold til SEO. Så man skal gøre sig selv den tjeneste at tænke hele verden ind, når man navngiver, også selvom det tager lidt længere tid.

Hvilke reaktioner fik I på navnet i starten?

”Hvad betyder det?” Til hvilket vi svarede ”Det ved vi heller ikke helt selv”. Ud over det har vi faktisk ikke haft de store reaktioner. Vores kunder ved, hvem vi er, og hvad vi står for.

Har I nogensinde overvejet navneskifte?

Ja og nej. I starten overvejede vi det, men nu oplever vi at folk sagtens kan huske navnet og at det fungerer godt både i danmark men også for vores kunder i New York og Bangkok, så vi holder nok fast i navnet, så det en dag bliver synonymt med det, vi laver for ejendsommæglere i hele verden.

Næste stafet går til Low-fi

Læs også: Startup-stafet #8: Et catchy navn, der får folk til at bryde ud i sang

Læs også: Startup-stafet #7: Navnet skulle virke troværdigt, da det er kernen i vores produkt

Læs også: Startup-stafet #6: Vi ville fokusere på relationen

Læs også: Startup-stafet #5: Det bedste navn, jeg har fundet på, var til min hvide varevogn

Læs også: Startup-stafet #4: Hele idéen er, at vores navn skal vække fantasien

Læs også: Startup-stafet #3: Et navn må godt være svært at udtale, hvis der er mening i det

Læs også: Startup-stafet #2: For et web-startup er det alfa og omega, at man kan findes online

Læs også: Startup-stafet: Hvor kommer dit navn fra?

Skrevet af

Læs også

Top