Trendday efter første investeringsrunde: Værdisat til millionbeløb

Trendday

Den succesfulde danske webshop Trendday har netop være gennem første finansieringsrunde. Her har en dansk investor skudt penge i selskabet, som er blevet værdisat til et ukendt millionbeløb. Nu retter den unge virksomhed for alvor blikket mod udlandet.

Trendday er en dansk webshop, der sælger modetøj til den kvindelige målgruppe mellem 16 og 29 år. Foruden et bredt udvalg af tøj og tilbehør fra andre mærker, designer og sælger Trendday også deres egen tøj- og accessorieslinje.

Læs også: Trendday vandt denne måneds Webshop Bubbles

Selvom startuppet endnu ikke er fyldt to år, er det gået alvorligt stærkt, siden virksomheden så dagens lys i februar 2015. Bag Trendday står den 21-årige Camilla Louise Krøyer og den 23-årige Kasper Bondegaard Pedersen. De har netop været gennem første investeringsrunde og sikret sig en værdisætning i millionklassen. Det skriver Ritzau.

Også blandt Trendsonlines læsere har startuppet haft succes. Her vandt Trendday tilbage i maj månedens Webshop, som vores læsere kårede. Stifterne er nemlig også gode til at interagere med brugerne på sociale medier, efterhånden en vigtig faktor for at få fodfæste digitalt.

Eksplosiv vækst

Med en startkapital på 20.000 kroner har de to iværksættere hurtigt fået stablet en solid millionforretning på benene. Allerede efter få måneder havde Trendday omsat for over 500.000 kroner. I dag, omtrent et halvandet år efter start, er målsætningen skruet op til 3.600.000 kroner for året. Og det er en fremgang, som er til at tage at føle på.

”Vi havde ikke i vores vildeste fantasi turde at drømme om, at det kunne gå så stærkt for vores virksomhed, og at vi begge vil kunne leve af at være selvstændige”, siger Kasper Pedersen til Ritzau.

Han fortæller samtidig, at begge stifterne i dag fokuserer 100 procent på Trendday.

Og med en ny dansk investor ombord kigger Trendday for alvor mod udlandet. Startuppet er allerede til stede på det svenske marked med webshoppen Trendday.se. Derudover er det sandsynligt, at webshoppen vil udvide til også at sælge herre- og børnetøj.

Skrevet af

Læs også

Top