WIFI’s overmand går gennem stål og beton og sikrer sunde svin

wifi

Dårlig WIFI-forbindelse kan drive selv den mest tålmodige person vanvittig. Men der findes et alternativ. Og det alternativ har Elmotech, der producerer tech til svine- og minkproduktion, fået integreret i deres produkter med hjælp fra væksthuset imidt.

“Enheden har mistet WIFI-signalet”

Den besked har de fleste prøvet at modtage i den ene eller anden form. Det trådløse WIFI-signal er lige så smart, som det kan være irriterende, hvis det ikke kan række. Det problem kender virksomheden Elmotech til. De producerer tech til landbruget, hvor WIFI-signalet kan have svært ved at trænge igennem de solide bygninger på landet.

“I stalde er væggene tykke, og der kan også være meget stål. Det forringer WIFI-signalet, og gør det svært at sende data fra eksempelvis stalden til hovedhusets computer,” siger Karsten Søndergaard fra Elmotech.

Derfor har Elmotech måtte finde et alternativ til WIFi-signalet. Det blev den signal-form, de kalder 868, som kan sende op til 2,5 kilometer – det traditionelle WIFI-signal kan typisk kun sende op til 50 til 70 meter. Til at udvikle deres kerneprodukt og implementere 868 har de fået hjælp af imidt, som er den fælles indgang til de midtjyske erhvervsfremmetilbud. Elmotech har købt ekstern rådgivning om både industrielt design og om motor-og sensorteknologi med medfinansiering fra imidts iværksætterprogram.

Data-pakker fortæller, om dyrene er sunde

Der øffes og gryntes i en svinestald. Grisene skal fedes op på en ordentlig måde og uden at blive syge. Derfor holder landmændene gerne øje med, hvor meget de æder og drikker og tager på. Karsten Søndergaar er selv opvokset på landet og kender landmændenes præmisser.

I Elmotech har de derfor udviklet en elektronisk fodervægt, som via 868 sender data til internettet, hvor deres webløsning udregner dyrenes vækst. Sammen med data om foder- og vandforbrug giver det landmændene en unik viden om dyrenes trivsel.

“Hvis grisene drikker ekstra meget vand, ved vi, at de cirka to dage senere vil have diarré, fordi levende væsner drikker mere vand, inden de bliver syge. Vi kan også holde øje med, om grisene tager mere eller mindre på med en bestemt foderblanding,” siger Karsten Søndergaard.

Gennem det trådløse signal 868 sender Elmotech nogle små datapakker, der typisk går fra stalden til gårdens kontor. I datapakkerne ligger information fra fodervægt, vandmåler og vægten på svinene fra den automatiske vægt. Hvis grisene opfører sig anderledes og eksempelvis drikker ekstra meget vand, så sender systemet en sms til landmanden, så han kan reagere.

Udlandet banker på hos Elmotech

Selvom Elmotech har en stærk kerneviden om landmændenes udfordringer, så kan de ikke producere alt selv. De samarbejder derfor typisk med forskellige virksomheder om at udvikle og producere produkterne, og til netop dette produkt har de fået stor hjælp fra imidt. imidt har både været sparringspartnere og blandt andet givet økonomisk støtte til ekstern rådgivning, således Elmotech har kunne lave analyser og undersøgelser af 868 og det automatiske fodersystem til dyrene.

“At vi har fået hjælp af imidt har åbnet nogle nye døre for os. Ikke nok med at vi kan bruge vores system i svinestalde, vi kan også bruge systemet i minkbranchen,” fortæller Karsten Søndergaard.

Og faktisk stopper det ikke her. Udlandet er også begyndt at banke på. Både Ukraine, Polen og Rusland har hørt om Elmotech og efterspørger nu deres produkt. For ganske nylig har de installeret et større fodertestanlæg i Ukraine, hvor man tester foderblandinger på 1350 grise.

Skrevet af

Læs også

Top