Når kodning møder puslespil: Vinder dansk startup ved Web Summit-pitch i aften?

dsc_0186-01

Danske KUBO Robots er hoppet på edtech-bølgen og har fusioneret ny teknologi med børnelegetøj. Man vil engagere børn helt ned til 4-års alderen. Det har fået international opmærksomhed, og tirsdag pitchede de ved Web Summit. Det bragte dem i finalen torsdag, som én ud af de tre finalister, der blev udvalgt mellem de 200 internationale startups.

Når nu kodning ikke kan komme ind med modermælken, fysiologisk set, må man gøre det på anden vis. Derfor har KUBO Robots udviklet en robot, der kan engagere børn ned til 4-års alderen og introducere børn i indskolingen for kunsten at kode.

Tirsdag pitchede KUBO til Web Summit, og det gik så godt, at den danske startup blev udvalgt som én af de tre finalister, der gik videre til torsdagens pitch på Centre Stage i MEO Arena til Web Summit. Her skal KUBO op mod Soilitron fra Cypern og PapayaPods fra Schweiz. 

Pitchene kommer til at foregå foran dommerne Theresia Gouw, Founding Partner i Aspect Ventures, Steve Anderson, stifter af Baseline Ventures og Marcus Segal, Part-time Partner af Y Combinator, der vælger, hvilket startup, der kan tage pengepræmien på 100.000 euro med hjem.

Børn skal lære at skabe at teknologi, ikke kun forbruge den

KUBO skal forberede børn til en verden, der fyldt med teknologi. For to år siden skrev Huffington Post, at jobmarkedet, som vi kender det i dag, vil forandre sig gevaldigt frem mod 2034. Man estimerer, at 47 procent af de jobs, vi kender i dag, vil være fortid til fordel for teknologiske løsninger om mindre end 20 år.

Derfor skal børn allerede i en tidlig alder engageres i teknologi og udvikling.

“Børn skal ikke kun være forbrugere af teknologi. De skal også lære at skabe og anvende teknologi til et læringsformål. Fra en tidlig alder skal børn forbinde teknologi med ting, de kender. Det kan være fodbold, ridning eller indenfor husets fire vægge,” siger CEO og medstifter Tommy Outzen.

Mere tilgængelig læring

Du kender garanteret følelsen. Du sidder i klasseværelset, og læreren stiller et spørgsmålet ud i lokalet. Du kender svaret. Eller du er ihvertfald ret sikker på, at du kender svaret. Usikkerheden forhindrer dig i at række hånden op. For hvad nu hvis det er forkert? Vil de andre grine af dig, og synes din lærer så, at du er dum?

Men det handler om at opsøge fejl.

Ifølge KUBO ligger det største læringspotentiale i fejlen og i problemløsningen, der følger efter.

“Et af de essentielle elementer i kodning er debugging-begrebet. Det forklarer, hvordan man løser fejl, man har begået i processen. Mange andre edtech-virksomheder har fokus på at facilitere læring og optimere tiden, læreren bruger. Vi fokuserer på børnenes udvikling i de forskellige stadier, børn går igennem,” siger Tommy Outzen.

Kodning uden skærm

Sammen med sin daværende studiekammerat og nu CTO, Daniel Friis Lindegaard, lagde Tommy Outzen grundstenene til KUBO i Social Technology Lab på Syddansk Universitet, hvor de begge studerede. Drømmen var at lave et produkt, der kunne kode uden brug af skærm eller computer.

KUBO er en lille robot på størrelse med en øldåse, der kan skilles i to. En hjerne og en krop. Der findes forskellige hjerner til forskellige formål som sprog, matematik eller kodning. Kroppen udgør motoren, bluetooth og hjul. Den samlede robot kører på, hvad der bedst kan oversættes til funktionsfliser. Hvert hoved har sit eget sæt fliser, og barnet kan med logisk sammensætning lære KUBO nye ord og køre over fliser med pile.

“Vi startede med at lave en prototype af papir, som børnene ret hurtigt forstod. Gennem tre semestre udviklede og forfinede vi produktet til det, vi har i dag. Siden da har vi kørt fuld fokus på udvikling,” siger Tommy Outzen.

2016 har været et år med mange begivenheder for KUBO. I september modtog de seed-investering fra KMD, og i maj i år blev robotvirksomheden en del af Odense Robotics startup hub.

Torsdag eftermiddag venter der så en stor udfordring, når Tommy Outzen går på scenen 17.30 dansk tid for at pitche for anden gang på to dage. Hvis de ender øverst på skamlen kan de flyve hjem til Danmark med en check på 100.000 euro udstedt af Portugal Ventures.

Læs også

Top