Arkiver

IværksætterlivNyheder

Ny virksomhed, ny arbejdsform: Hivebeat-stifter udfordrer arbejdskultur

Pento, Hivebeat, Greenticket

De åbnede et nyt kapitel, da de lukkede Hivebeat ned. Nu har Emil Hagbarth og Jonas Bøgh startet ny virksomhed, som er 100 procent remote.

”Forestil dig, hvis du selv kunne bestemme, hvornår og hvor du ville arbejde. Forestile dig, hvis du ikke nødvendigvis behøvede at være bundet til den by, hvor de arbejdsplads tilfældigvis har kontor.”

Sådan indleder Jonas Bøgh, stifter af det nu hedengange startup Hivebeat en blogPento, det nye startup, han er medstifter af. Pento er nemlig 100 procent remote. Medarbejderne skal ikke møde ind fra 8 til 16 på det samme kontor, dag ind og dag ud. Jonas Bøgh og medstifter Emil Hagbarth ville nemlig gøre op med den traditionelle arbejdskultur i deres nye satsning.

”Remote work kom af vores personlige motivation. Når man arbejder i et startup, skal man jo ikke nedlægge alle fordele og gøre som man plejer. Emil og jeg er meget motiveret af inspirerende omgivelser og af at have muligheden for at tage tre uger til San Francisco at arbejde. Vi tror på, at man kan drive virksomhed uden at sidde på samme kontor,” fortæller Jonas Bøgh.

Fra skuffelse til ny motivation

Han og Emil Hagbarth har de seneste fire år arbejdet på Greenticket.dk og Hivebeat.com. Greenticket fungerer stadig i dag og hjælper arrangører med at sælge billetter til deres events. Men der skulle ske noget nyt. I foråret 2015 gik de derfor all in på spin off’et Hivebeat.

Hivebeat, som blev succesfuld i Danmark, kom ind i acceleratoren 500 Startups i San Francisco. Men over to år blev startuppet forvandlet fra det sociale eventdiscovery medie, som det var startet som, til at være et organisations værktøj. De mistede fokus på Danmark, hvor interessen faldt, og desværre steg den ikke i samme takt i USA, fortæller Jonas Bøgh.

”Da vi havde ændret konceptet radikalt to gange og var kommet tilbage til Danmark, det marked vi var flygtet fra, var konkurrencen en helt anden. Vi kunne ikke se, hvordan vi skulle komme hen til et produkt, der var så meget bedre, at vi kunne få alle kunder over til os, så i maj besluttede vi at lukke Hivebeat,” siger han.

Men de var stadig meget opsatte på at skabe noget nyt. De gik systematisk til værks for at optimere chancen for succes. San Francisco spøgte stadig i baghovedet, men de vidste begge, at de ikke kun kunne vælge ud fra motivation. Der skulle også være et potentiale. Og hele tiden vendte de tilbage til idéen om Pento, et lønsystem til danske virksomheder.

Pento er et opgør med de traditionelle arbejdsrutiner

Der, hvor den personlige motivation så kunne slå igennem, var da Pentos organisation skulle indrettes. For hvis man ikke kan starte op i San Francisco, kan man da indrette sig sådan, at man kan arbejde derfra i perioder. Og fra Barcelona. Eller København.

”Remote work giver mening for os. Folk kan arbejde fra alle steder i verden, og da vi ikke har et fysisk kontor, hvor folk skal møde ind klokken otte, giver vi også friheden til at vælge, om du arbejder bedst om natten eller om tidlig morgen. Vi måler ikke på tiden, du arbejder med på den arbejde du udfører,” fortæller Jonas Bøgh og tilføjer:

”Det giver en bedre arbejdskultur. Man kan planlægge sit liv bedre, og det tror vi på, påvirker både glæde, produktivitet og kompetencer.”

Flydende arbejdstider kræver stram struktur

Men den nye struktur har krævet en del arbejde at bygge. De to stiftere har skulle finde typer, der har samme holdning som dem og ikke bare lader sig forblænde muligheden for at rejse og stå sent op. De har også måtte indføre ugentlig møder, hvor alle mål bliver defineret og finde de bedste digitale værktøjer til at holde styr på intern kommunikation, produktivitet, mål og så videre.

”Vi undervurderede i starten, hvor meget styr man skal have på det. Men det har vi fået nu, og vi kan allerede mærke fordelene. Især tid og produktivitet har vi vundet en masse på,” siger Jonas Bøgh.

Når de leder efter nye medarbejdere er det også med blik for hele verden. Det er et kæmpe plus, siger Jonas Bøgh. Kernemarkedet er dog Danmark, men han er ikke nervøs for at miste fokus igen som med Hivebeat.

”Med Hivebeat tog vi af sted til 500 Startups midt i udviklingen af produktet i Danmark. Vi kunne ikke sige nej. Vi har stadig ambitioner om USA på et personligt niveau, men er bare mere fokuserede på, hvordan vi bedst udnytter potentialet for Pento i Europa. Bliver potentialet større, så kan vi kopiere det ud, når ressourcerne er til det. Vi har trods alt friheden til at rejse over og besøge landet i mellemtiden,” siger Jonas Bøgh.

Skriv et svar