E-sport: Startup giver overblik over orker og snigskytters sejre og tab

e-sport

Startuppet Emvevi har med hjælp fra imidt sparket døren ind til e-sport. Her leverer de en ny teknologi kaldet Game Scorekeeper, der ikke alene giver et overblik over e-sportsresultater, men også åbner op for livebetting.

Computerene er sat op, der er snacks nok til at holde folk kørende i mange timer, og stemningen er god. Vi er nemlig til Felix Klastrups, stifter af Emvevi, årlige lanparty, som han holder sammen med en række venner. De spiller som regel en fire-fem forskellige spil i løbet af festen, og derfor er udfordringen år efter år at få overblik over, hvem der egentlig løber af med sejren til det årlige event.

“De første år optog jeg hele vores lanparty og brugte bagefter flere timer på at finde ud af, hvem der samlet havde vundet. Men så tænkte jeg, at der måtte findes en bedre løsning,” fortæller Felix Klastrup.

Og sådan blev den spæde idé bag Game Scorekeeper født. I et Excel-ark vel og mærke. For modsat andre iværksættere er Felix Klastrup ikke fuld af flyvske idéer, som han hovedkulds jagter. Alle de idéer, han nogensinde har arbejdet med, har været igennem et Excel-ark, hvor de bliver målt på blandt andet skalerbarhed, hvor lette de er at sætte i gang, og hvad de ville koste at starte op. Her bestod idéen med at give gamere overblik og spilresultater.

Imidt var Emvevis fødselshjælper

Emvevis mål er, at computerspillere verden over skal kunne følge både deres egne og venners resultater og præstationer, mens de spiller. Med prototyper af Game Scorekeeper brugt på Counter-Strike og Heroes of the Storm har de allerede bevist, at det kan lade sig gøre. Det havde dog aldrig kunne lade sig gøre, hvis Felix Klastrup havde siddet med idéen alene.

Felix Klastrup har nemlig en baggrund som cand.oecon fra Aarhus Universitet, og han kan kun kode på hobbyniveau. Derfor har han ansat to programmører, der kan udføre idéen til praksis. Disse to kom efter, at han fik penge fra Innovationsfonden. Men at han overhovedet kom i nærheden af de penge skyldes til dels, at han tidligt i forløbet gik til imidt, der er den fælles indgang til de midtjyske erhvervsfremme tilbud. De blev idéens fødselshjælpere

“Da jeg mødtes med imidt første gang, havde jeg kun en idé om et produkt i hovedet. imidt gennemgik hele konceptet, forretningsmodellen og kundegrundlaget med mig, og de foreslog, at jeg fik en ekstern rådgiver med kendskab til mit marked tilknyttet,” fortæller Felix Klastrup.

Næste skridt: Betting-industrien

Den eksterne rådgivning har imidt betalt 45 procent af. Rådgivningen har betydet, at Emvevi helt fra begyndelsen kunne tage de rigtige beslutninger, mener Felix Klastrup. Den eksterne rådgiver har både hjulpet med det kommercielle og det tekniske.

Og så har den eksterne virksomhed foreslået, at Emvevi skulle gå ind i betting og odds. Her ligger nemlig et potentiale, fordi der lige nu mangler tal og statstik, så betting- og odds-sites kan lave live betting på e-sport.

“Vi kan med Game Scorekeeper levere meget detaljerede statistikker fra e-sport i realtid. Vi har lavet en generel motor, der kan trække data fra spillene, og den kan udvikles til at blive brugt til alle spil,” siger Felix Klastrup.

Næste skridt for Emvevi er derfor at lave et samarbejde med en eller flere aktører i bettingindustrien, men også at få deres første store investering. De forventer om et år at være klar med den første version af deres tjeneste, som er målrettet amatørgameren, der gerne vil holde øje med vennernes succeser og tab.

Skrevet af

Læs også

Top