Acronordic satser på freelancere: Vinder både tid og penge

Acronordic

Acronordic vil teste lægemidler og medicinske devices for små penge. Selv er Acronordic ikke en stor virksomhed med mange ansatte. Til gengæld er netværket stort, og det betyder gode tilbud for små og mellemstore virksomheder.

Han havde egentlig en stor virksomhed med 50 ansatte. Men Søren Strøh, der nu er CEO i Acronordic, valgte at sælge den for at blive en del af en større organisation. Den droppede han dog og stod kun tilbage med et firmanavn og en klinik, men ingen ansatte. Så ringede telefonen.

Det var en virksomhed, der gerne ville have ham til at lave et farmakokinetik-studie for at måle, hvordan virksomhedens stof blev optaget og udskilt i mennesker.

“Jeg tænkte først, at det kan jeg jo ikke. Jeg havde ikke nogen folk længere. Hverken læger eller sygeplejersker,” fortæller Søren Strøh.

Men han havde udstyret og netværket. Det gjorde den tidligere klinikchef opmærksom på, og Søren Strøh besluttede sig for alligevel at tage imod opgaven.

En freelanceordning giver en bedre forretning

Fra Acronordic takkede ja til opgaven og til, at alt skulle være på plads på klinikken, havde han 60 dage. Det er ikke lang tid til at samle et hold. Derfor var det også lidt overraskende, at det alligevel lykkedes ham at lave studiet med tilhørende rapport.

“Sammen med det hold jeg satte, lykkedes vi både med at lave det inden for prisen og inden for tiden. Dermed blev jeg bekræftet i, at kliniske forsøg kan laves billigere, end hvad store virksomheder med mange ansatte kan tilbyde,“ siger Søren Strøh.

Opgaven blev starten på det nye Acronordic, der fokuserer på at støtte deres kunders behov for at dokumentere sundhedsanprisninger gennem blandt andet kliniske forsøg. Men i stedet for at have en stor virksomhed med mange ansatte, så er planen at hyre ind efter behov og dermed skabe et miljø for freelancere.

“Det betyder, at vi kan gøre det billigere. I vores forretning er der nemlig ikke faste omkostninger ved at have en stor virksomhed kørende. Der er mange lokale, højt kvalificerede eksperter inden for biotech og desuden store muligheder for at anvende globale, omkostningseffektive resourcer,” siger Søren Strøh.

Fokus er at bevise virksomhedens kunnen

I det nye år sætter Acronordic det første kerneteam af medarbejdere. Derefter er planen at gå ud i det lokale miljø omkring Hovedstaden og finde de første kunder. Men inden de kan det, har de brug for at kunne bevise over for kunderne, at deres løsning ikke bare er konkurrencedygtig, men at den også er kvalitetssikret.

“Vi har et par HR-udfordringer, for vi skal kunne kvantificere vores freelanceres kvalifikationer og være sikker på deres tilgængelighed. Og dette arbejder vi i øjeblikket på at kunne,” siger Søren Strøh.

Derudover er der patientdatasikkerheden. Den del er der godt styr på. Acronordic er nemlig Microsoft Bizspark Plus partner.

Der er mange krav til et it-system, når man behandler følsom data, som vi gør i de kliniske forsøg. Derfor har vi valgt Microsoft, som vi vurderer, er den bedst sikrede, globale platform for vores ydelser,” siger Søren Strøh.

Skrevet af

Læs også

Top