Climate-KIC-virksomhed vil være hele verdens markedsplads for skrald

markedsplads

Nogle smider ud, hvad andre kan bruge. Dette paradoks vil virksomheden Minhoca til livs med en global markedsplads, hvor de sørger for, at skraldet kan sælges videre som råstof til virksomheder, der har brug for det.

Når der lander en laksefilet på din tallerken, så er det ofte kun lidt af fisken, du stifter bekendtskab med. Resten bliver eksempelvis brugt til fiskefars, og cirka 30 procent bliver smidt ud. Det fortæller Helle Moen, der er CEO i Minhoca; en norsk-brasiliansk virksomhed der vil gøre op med verdenens smid-ud mentalitet.

“Enten kan du som fiskevirksomhed have en aftale med nogen, der bruger restproduktet til at lave omega-3, farmaceutiske formål, eller det kan blive til dyrefoder,” siger Helle Moen.

Men for at eksempelvis fiskeaffaldet kan blive brugt konstruktivt, så skal der både være en stabil afsender og modtager. Og dét er netop, hvad virksomheden Minhoca vil sørge for.

“Vi vil oprette en markedsplads, der gør, at det bliver nemmere at købe og sælge det, som mange i dag ser som affald, men som i realiteten er gode produkter. Vi vil sikre, at der er aktører nok, så der kan være leveringssikkerhed,” siger Helle Moen, der forklarer, at dette også kan betyde, at priserne på værdifulde råstoffer kan holdes stabile og ikke vil stige helt vildt, som de gør i øjeblikket.

En cirkulær business model ved hjælp af et vidensnetværk

Den 8. august i år var det Earth Overshoot Day. Det betyder, at det var den dag, vi mennesker opbrugte vores kvote af jordens ressourcer for i år. Jorden kan simpelthen ikke følge med vores forbrug.

“Det er et signal, der viser, at vi overforbruger. Vi kan ikke fortsætte sådan, for så løber vi tør for råstoffer. Råstoffer der desuden stiger markant i pris i disse år. Samtidig ved vi, at mange råstoffer ender som affald på en genbrugsplads,” siger Helle Moen.

Minhocas markedsplads bygger på en cirkulær business model frem for en lineær. Og ved at sørge for, at man kan tjene penge på ens affaldsprodukter eller spare penge på råstoffer, fanger de virksomhedernes interesse. Men hvordan kan virksomheder, der bruger særlige råstoffer vide, at de kan finde det i andre virksomheders skrald? Det kan de heller ikke, siger Helle Moen.

“Det er ikke så let at vide, hvad et affaldsprodukt kan bruges til. Derfor vil vi lave et vidensnetværk af universiteter og institutter. Igennem dette netværk, kan man som virksomhed finde ud af, hvad ens affaldsprodukter kan bruges til,” siger Helle Moen.

Minhoca er netop kommet med i et accelerator-program

Minhoca har store ambitioner, men er stadig i den tidlige fase. De er ved at teste deres idé og skabe et netværk blandt de store virksomheder, der er deres målgruppe. Derfor er de glade for netop at være kommet med i Climate-KIC’s accelerator-program.

Climate-KIC er en europæisk offentlig-privat innovationsvirksomhed, der samarbejder med virksomheder om at løse klimaudfordringerne. De har det eneste EU-acceleratorprogram med fokus på klimapåvirkningen. Programmet er inddelt i tre faser og varer i alt 18 måneder, hvor de giver deltagerne viden, ressourcer, værktøjer og coaching.

Minhoca er i første fase. De ser særligt frem til at blive en del af Climate-KIC’s netværk.

“Vores virksomhed er en markedsplads og vores første vigtigste marked er Europa. Med Climate-KIC får vi fra dag et en kickstart ind i Europa,” siger Helle Moen.

Skrevet af

Top