Slush: ”Alle succesfulde virksomheder har mindst tre nærdødsoplevelser”

Paneldebat, failures, fejl, fuck ups, erfaringer,

Der blev talt om succeser, men der blev i høj grad også talt om fejl til paneldebatten onsdag med Daniel Ek, Niklas Zennström og Ilkka Paananen på Founders Stage på Slush.

Hvis ikke stifterne havde begået fejl undervejs, havde vi aldrig set virksomheder som Spotify, Skype og Supercell. Eller måske havde nogle andre opfundet dem på et eller andet tidspunkt, men vejen til succes er som bekendt ikke lige, og de erfaringer, som blev byggestenene til succes hos Daniel Ek, Niklas Zennström og Ilkka Paananen, blev givet videre til en paneldebat om fejl og nederlag ved Slush onsdag eftermiddag.

Her blev de tre stiftere blandt fakler og lysshow sat stævne af Robin Wauters, redaktør på tech.eu, som gik lige til sagen. Hvordan kan fejl være en vej til succes?

Det er vigtigt at differentiere mellem mistakes og failure

”Man skal ikke se fejl, som fejl, men som en proces,” mente Niklas Zennström, stifter af Skype og Atomico, som mener, vi skal blive bedre til at omfavne en kultur, hvor det at fejle ikke er tabu. For havde han aldrig stiftet fildelingsprogrammet Kazaa og set det gå neden om og hjem, havde vi ikke haft Skype, fortalte han.

Noget, som Daniel Ek, stifter af Spotify, kunne nikke genkendende til. Men han var ikke helt enig. Under debatten var det vigtigt at notere sig forskellen på mistakes, fejl, og failure, nederlag. Niklas Zennström brugte nemlig ordet failure, og det skal ikke være en del af en sund proces, mente Daniel Ek.

”Alle succesfulde virksomheder har mindst tre nærdødsoplevelser,” sagde han. Men:

”Jeg hader nederlag (failures). Det er okay, at lave fejl (mistakes), men bliver det til nederlag, skal man helst inden, det kommer så vidt, have opdaget derouten. Ens mål skal stadig kunne nås trods småfejl på vejen,” sagde han.

I stedet for at hylde fejl, altså failures, skal man hylde risikovillighed.

”Hellere lave få strategiske sats end at lave 100 sats med spredehagl. Fejl er okay, når de er hurtige og billige. Men nederlag. Det er ikke noget, vi skal hylde,” sagde Daniel Ek.

Hvis man stopper med at lave fejl, skal man blive bekymret

Småfejl, helt almindelige fejl, er nemlig ikke til at undgå, når man tager chancer. Det kunne også Ilkka Paananen, stifter af Supercell skrive under på. Når de laver ét succesfuldt spil er der helt sikkert 10, som ikke er blevet til noget.

”Vi laver fejl hele tiden. Hvis vi nogensinde stopper med det, ville jeg blive bekymret. Hvis det føles trygt, kører man ikke stærkt nok,” slog han fast.

Og det er især, mens ens virksomhed er ny og lille, at man har råd til at lave fejl. Især her i Norden, hvor vi har et sikkerhedsnet, som Daniel Ek ikke mente, er en sovepude, men en opmuntrende hjælp til fremtidige stiftere. Og vi er generelt i Norden blevet bedre til at tage chancer. Bare over de seneste 10 år har Niklas Zennström oplevet en stor stigning i både ambitionsniveau og risikovillighed.

”Vi er blevet bedre til at tænke større. Det er blevet okay at tage de store satsninger. Bare se hvordan Slush vokser,” sagde han, mens en helt fyldt sal foran den brændende Founders Stage klappede:

”Vi skal fortsætte den udvikling, og vi skal turde tale om såvel succeser som fejl. Atomico er stiftet ud fra den tanke, at vi vil være med til at opmuntre entreprenører til at gå hele vejen. Både startups og investorer begår fejl engang i mellem, og det er okay. Vi skal støtte stifterne hele vejen.”

Heltene, er dem, der rejser sig hver gang, de falder

Men vi, entreprenørerne bredt, kan have tendens til kun at klappe milliondrengene og de store exits på ryggen. Derfor havde de tre stiftere også sagt ja til at tale om deres syn på fejl og nederlag foran tusindvis af startups, investorer, stiftere og mediefolk.

Fejler man én gang, er det nemlig ikke ensbetydende med, at man skal se det som et nederlag. Det er vigtigt at huske på, når man igen læser om en eller anden succes, sagde Ilkka Paananen.

”Startupmiljøet hylder næsten kun succeserne. Men vi skal skabe et miljø, hvor man hylder, ikke bare fejl, men hylder dem, som ikke er bange for at prøve igen og igen. De er de rigtige helte.”

slush

Skrevet af

Læs også

Top