Vinfamiliens nye medlem lægger hårdt ud: Vi genopfinder branchen

winefamly

Winefamly er navnet på Danmarks nye digitale vinkoncept. Idémændene, der blandt andre tæller serieiværksætteren Morten Strunge, har netop lanceret og åbner med en storstilet markedsføring.

Når den gamle ædle vin, funkler rød som en rubin, bag glassets lette bue. Når du frydes ved dens duft, glemmer hjertet al fornuft og svulmer som en drue.

Drikkevisens ord er måske nok fra dengang, dens udøvere, Poul Bundgaard og Ove Sprogøe, kunne kalde sig midaldrende. De er dog ikke blevet mindre rammende for det rød-hvide forhold til vin. Danskerne køber flasker som aldrig før, men det sker på trods af en branche, der set over en bred kam mangler gennemsigtighed i forhold til, hvilken kvalitet man får for pengene.

Det mener de fire hovedmænd bag Danmarks nye digitale vinklub, Winefamly, der netop er blevet lanceret med flere end 250 forskellige slags vin fra hele verden på kortet.

Her kan medlemmerne købe vinen til kostpris. Det samme som de ville kunne få den til direkte hos en vinbonde. Det gør priserne konkurrencedygtige på et marked, der ellers er præget af mange tilbud. Samtidig behøver kunderne ikke at spekulere over, hvor mange af deres penge der går til andet end selve vinen. For eksempel butikken og leverandøren.

”Vi vil genopfinde branchen og skabe en ny måde at købe vin på. Branchen har generelt fokus på at sælge kunderne den vin, der giver dem den største profit. For os er det vigtigt, at brugerne får den bedste oplevelse. Vi tjener ikke på vinen,” siger serieiværksætter Morten Strunge, der tidligere har fået succes med OnFone og Mofibo.

6.000 tommelfingre op

Winefamly tjener i stedet på de 75 kroner, et medlemskab koster om måneden. Målet er 25.000 medlemmer inden for det første år. Allerede inden lanceringen havde 6.000 skrevet sig op, oplyser Morten Strunge.

Vinen leveres fra dag til dag, og den nye vinklub slår sig desuden på at tilbyde gastronomisk inspiration og opskrifter, der passer til.

Den del står den kendte kok Thomas Herman for. Firkløveret bag WineFamly fuldendes af den tidligere Mofibo-direktør Rasmus Jensen samt Thomas Pedersen, der også ejer VildMedVin.

Winefamly satser stort på markedsføringen

Men selv om de fire stiftere mener at have fat i et koncept, der sikrer dem en unik position i vinbranchen, er konkurrencen hård. De fysiske butikker står stadig for hovedparten af den danske vinhandel, og herudover møder Winefamly digital modstand fra eksempelvis Vivino og UrbanWineBox.

Morten Strunge og co. har derfor valgt at satse på en storstilet markedsføring. Det betyder blandt andet, at abonnenter hos JP/Politikens Hus snart kan se frem til at stifte bekendtskab med vinklubben. Det samme kan TV2’s seere.

”Der er meget få i branchen, der er ude med en landsdækkende tv-kampagne, og det viser, at det her ikke bare er et hyggeprojekt,” siger serieiværksætteren.

”Spændende at se, om der er plads til os”

Det betyder dog også, at der er tale om store investeringer i både markedsføring og indkøb af 100.000 flasker vin, som skal tjenes hjem igen.

”Det bliver selvfølgelig spændende at se, om der er plads til os, men vin er et produkt, mange danskere går op i. Der er et stigende fokus på kvalitet, og forretningsmodeller, der er baserede på medlemskaber, vinder meget frem,” siger Morten Strunge.

Læs også

Top