Arkiver

NyhederPlatformSustainable Tech

Delecember: Startups går sammen om at styrke dansk delekultur

Delecember, delekultur

Danske virksomheder fremhæves i Europa ofte som gode eksempler inden for deleøkonomien. Nu er flere danske deleøkonomiske startups gået sammen om at øge den danske delekultur.

Deleøkonomien er efterhånden ikke et nyt begreb. Når vi deler ting, bruger vi vores ressourcer på en smartere måde. Men at dele handler også om at stole på hinanden. I Danmark har vi altid været gode til at dele og være fælles om tingene – se bare vores velfærdssystem. Samtidig er Danmark et land hvor tilliden til hinanden er stor sammenlignet med resten af verden.

Men selvom flere danske virksomheder fremhæves i Europa som gode eksempler inden for deleøkonomien, har opmærksomheden herhjemme ikke nødvendigvis været den samme.

”Danmark er et foregangsland på mange områder, men vores deltagelse i deleøkonomien er stadig ret lav. Få danskere har rent faktisk deltaget i noget deleøkonomisk,” siger Michael Bugaj, medstifter af Sharing Economy Denmark.

Det vil en gruppe af Danmarks deleøkonomiske startups forsøge at ændre.

Delecember

I et forsøg på at højne den danske delekultur er nogle af de danske deleøkonomiske startups gået sammen om at skabe Delecember. Her er målet at få flere borgere til at dele og hjælpe hinanden i december måned.

Du kan for eksempel hyre din nabo gennem meploy og få fikset de sidste småting inden jul, finde tøj og legetøj med Reshopper, øge din online troværdighed ved hjælp af Deemly eller købe dine julegaver secondhand gennem Tradono.

“Målet med Delecember er at få flere danskere til at tage del i deleøkonomien. Derfor fraskriver meploy sig sin normale fee på fem procent, mens Reshopper, Deemly og Tradono jo i forvejen er gratis at bruge. Vi håber, det kan blive et tilbagevendende initiativ og andre interesserede virksomheder er velkomne til at være med,” siger Michael Bugaj.

Sharing Economy DK (SEDK)

Bag initiativet står organisationen Sharing Economy Denmark (SEDK). SEDK’s medlemmer samarbejder om at definere, understøtte, regulere og forbedre tilliden til deleøkonomien. Derfor arbejdes der på en fælles etisk code of conduct, som forventes færdig inden årets ende. Den etiske code of conduct sikrer rammebetingelser og principper, og medlemmerne forpligter sig til at følge den.

På den måde er det organisationens mål at styrke den danske deleøkonomis image og omdømme og sikre, at deleøkonomien bevæger sig i en fair retning.

”Vi ser, at virksomheder, som kommer ind på markedet, eksempelvis underbetaler arbejdskraften eller bruger deleøkonomien til at skabe services, som ikke er lovlige i Danmark. På den måde bliver der skabt et dårligt ry omkring deleøkonomien. Derfor skal SEDK være et sted, hvor deleøkonomiens interessenter sammen kan definere, hvad deleøkonomien er og ikke er, når man vil drive forretning i Danmark,” siger Michael Bugaj.

Sharing Economy Denmark har, foruden Delecember, også andre initiativer på vej. I starten af december afholder SEDK i samarbejde med DG GROW en workshop med fokus på muligheder og barrierer for deleøkonomien i Danmark. Her kommer der interessenter fra hele Europa blandt andre EU kommissionen.

Skriv et svar