Arkiver

De små aktuelleNyhederPlatform

Mindre eje og mere leasing og lån: Platform får millioner i ryggen

leasing platform

Markedet for leasing er voksende, men adgangsbarriererne kan være høje. Det unge startup Leneo tilbyder sine partnere en white label leasing platform, så de hurtigt kan komme til markedet, og håndterer selv alt backend og support. Trods sin unge alder har startuppet fået en seed-investering i millionklassen.

Flere faktorer spillede ind, da Peter Stuhr i starten af året sagde farvel til fast indtægt og firmabil til fordel for det uforudsigelige liv som iværksætter. Som så mange andre havde han og hans to medstiftere set en trend, der bevægede sig mod mindre eje og mere leasing og lån. Samtidig vidste de fra deres mangeårige baggrunde i den finansielle sektor, at det kan være krævende at oprette et leasingfirma.

Tilsat en iværksættertrang valgt de tre at kombinere trend med problem og skabte i foråret 2016 virksomheden Leneo.

”Virksomheder med begrænsede IT-ressourcer eller andre ting på dagsordene kan få stor gavn af vores service. Når der eksempelvis kommer lovændringer inden for banksektoren, er det noget, som skal justeres omgående i IT-systemerne. Derfor æder den slags ofte en stor del af et IT-budget, og her kan vi gå ind og hjælpe,” siger Peter Stuhr, Direktør og medstifter af Leneo.

Forretning gennem partnerskaber

Leneo bruger en forretningsmodel, som baserer sig på partnerskaber, hvor Leneo er med fra start til slut. Derved er det i alles interesse, at det går godt. Samtidig giver Leneos service samarbejdspartnere mulighed for kun at fokusere på at drive leasingvirksomhed. På den måde spares partnerne for en masse tid og besvær.

”Med vores service giver vi vores partnere mulighed for at have eget leasingselskab i eget navn. Vi står for alt det bagvedliggende: håndtering, viden, kompetence, IT-platform, det juridiske med mere. Desuden kan vi også sikre, at vores partner har hurtig time to market,” siger Peter Stuhr.

Og det er tilsyneladende en tilgang, som har vundet genlyd blandt finansielle investorer.

Millioner af investorkroner i ryggen

På trods af at det ambitiøse startup ikke engang har fejret ét års fødselsdag og aldrig har omsat så meget som en krone, har Leneo fået en imponerende samling investorer tilknyttet. Investorerne, der har tilført Leneo et millionbeløb, har alle betydelig erfaring inden for den finansielle verden samt store netværker.

”Foruden kapital er hovedmålet med vores investering at få tilført mere viden og erfaring inden for bankdrift og den finansielle sektor i Norden generelt. Derfor kommer vores investorer også til at indgå aktivt i virksomheden,” siger Peter Stuhr.

Gruppen af investorer udgøres af Thorleif Krarup, tidligere topchef i Nordea, H.C. Madsen, administrerende direktør i Danske Spil, Egil Bodd, der bringer erfaring fra den norske finanssektor, og sidst SEED Capital.

Investorgruppen arbejder tæt sammen med de tre stiftere, som alle har mange års erfaring inden for henholdsvis leasing, finansiel virksomhedsdrift og management.

Tager ikke munden for fuld

Hos Leneo er man bevidst om den gode start, som det unge startup har fået. Men det er langt fra en sikker sejr. Derfor fokuserer startuppet nu på at få de første partnerskaber sat i gang og få virksomheden justeret, så alt spiller. Først herefter vil Leneo forsøge at etablere sig solidt på det danske marked.

”Man kan have mange tanker om, hvordan tingene præcis skal se ud og fungere. Men der kommer altid nogle justeringer, når de første partnere går ombord. Først når vi har fået de småting rettet, kan vi begynde at trykke på speederen og komme derudaf,” siger Peter Stuhr.

Kigger man meget længere frem, ser Leneo sig selv som en nordisk virksomhed, som håndterer både banker og andre virksomheder, der ønsker at have eget leasingselskab, uden at skulle tænke på alt det bagved.

Skriv et svar