Blog: Mere plads til iværksætteri i uddannelsessystemet, tak

Texta, universiteter

Blog: Startuppet Texta stiftede virksomheden ved siden af studierne. I dag har de flere ansatte og en årlig millionomsætning. Men det har holdt hårdt med både pensum og forretningsplan. De opfordrer de danske universiteter til at komme endnu mere på banen, hvad angår iværksætteri. 

Skrevet af: Kim Søgaard Nielsen, partner i Texta

I Danmark er vi privilegerede med ”gratis” uddannelser og sågar økonomisk uddannelsesstøtte, SU. Systemet fungerer uden tvivl ganske fint for rigtig mange studerende, men hvis du – ved siden af studierne – driver din egen virksomhed, kan det nuværende uddannelsessystem i nogle henseender være en hæmsko for, at studerende skaber vækst og arbejdspladser.

SU-loftet fjerner incitament til at skabe vækst

Kort efter, at vi i efteråret 2015 begyndte på vores videregående uddannelser i Aarhus, stiftede vi vores egen virksomhed, TEXTA, der siden er vokset til i dag at have 13 ansatte på deltid og en årlig millionomsætning. Mange vil mene, at studiestart måske ikke var det mest gennemtænkte tidspunkt at blive selvstændig på, og det har da heller ikke altid været en dans på roser, når både pensum og virksomhed kræver opmærksomhed.

I dag bruger vi rundt regnet 70 timer om ugen på vores virksomhed, hvilket dækker alt fra kundemøder i alle dele af landet til noget så trivielt som lønafregning. Forventningen er, at vi på sigt skal kunne udbetale løn til os selv som kompensation for det arbejde, vi lægger i projektet.

Læs også: Blog: Undgå konkurs – nye EU-regler skriger på kryptering

Som studerende og modtagere af SU, bliver vi muligvis på sigt hæmmet af SU-loftet (2016: 11.922 kr. pr. måned), der begrænser, hvor meget man må tjene ved siden af sin SU. Vi forstår alle baggrunden for loftet og anerkender, at når samfundet investerer i os gennem SU’en, har vi en ”pligt” til at tage vores uddannelse alvorligt, møde op til forelæsninger og læse pensum, men ikke desto mindre føler vi, at uddannelse og virksomhed ikke nødvendigvis udelukker hinanden.

Støt de selvstændige studerende

Som selvstændig lærer man rigtig mange ting – eksempelvis bogføring, salg og markedsføring. Man får med andre ord mulighed for at omsætte den faglige baggrundsviden, man får gennem sin uddannelse, til virkelighed, hvilket er en stor fordel både i erhvervsøjemed og uddannelsesmæssigt. Det må derfor være i universitets interesse, at flere studerende springer ud som iværksættere – resultatet er mere selvstændige unge mennesker, der bruger den viden, som formidles til forelæsningerne.

Læs også: Blog: Pensum i skolerne har ikke ændret sig, men det har verden!

Vi opfordrer derfor landets universiteter til at komme mere på banen i forhold til iværksætteri, end tilfældet er i dag. Vi har selv haft fornøjelsen af at deltage i et iværksætterprogram på Aarhus Universitet (Studentervæksthus Aarhus, SVAA), der tilbyder faglig sparring og assistance til studerende, der driver virksomhed sideløbende med deres studier.

Vi opdagede dog først dette tilbud et år efter grundlæggelsen, hvilket vidner om, at de programmer, der allerede findes i dag, måske ikke er synlige nok, hvilket er en skam.

Vi er overbeviste om, at programmer som SVAA giver pote og gavner såvel de selvstændige studerende som det akademiske miljø på universitet, hvorfor vi tror og håber, at der i fremtiden vil komme flere tilbud til, som kan sikre innovative virksomheder, der har fingeren på pulsen.

Skrevet af

Læs også

Top