Danmark får sin første bacheloruddannelse i Big data

Data science, Big data

IT-Universitetet får Danmarks første uddannelse i data science. Den skal imødekomme det stigende behov for specialister til at håndtere store datamængder, såkaldt Big data. Hos IT-Branchen glæder man sig over den nye uddannelse.

I 2016 var en af de større fokusområder Big data. De store mængder digital information, hvor der ligger guld gemt for virksomheder – hvis de kan håndtere dataen og analysere den.

Læs også: ”Uddannelse er for vigtig til at overlade til uddannelsesinstitutionerne alene”

Potentialet i Big data er altså enormt. Og nu vil IT-Universitetet forsøge at imødekomme efterspørgslen på specialister med en ny bacheloruddannelse i data science, som bliver Danmarks første.

“Data spiller en større og større rolle i det danske samfund, og evnen til at håndtere data og træffe valide konklusioner på et databaseret grundlag bliver stadig vigtigere. Det har vi brug for specialister til,” siger rektor Mads Tofte i en pressemeddelelse.

Erhvervslivet skriger på specialister

Uddannelsen har netop fået grønt lys fra Uddannelses- og Forskningsministeriet, og bachelorgraden vil byde på tekniske fag, undervisning i forretningsforståelse og de etiske aspekter af datahåndtering.

Og det er noget, erhvervslivet mangler, mener brancheorganisationen IT-Branchen.

“Der er stor efterspørgsel efter specialister, der kan grave guldet frem blandt virksomhedernes enorme mængder data og oversætte disse til konkrete forretningsmuligheder. Så der er ingen tvivl om, at det her er kompetencer, som erhvervslivet i den grad har brug for,” siger brancheorganisationens direktør, Birgitte Hass i pressemeddelelsen.

Gode muligheder for jobs

Uddannelsen er da også blevet til med løbende input fra erhvervslivet, som vil komme til at tage godt imod de nye bachelorer, når de står med papirerne efter tre år, forudser rektor Mads Tofte.

“Der vil være muligheder inden for alle brancher, der bruger data til at forstå deres forretning, fra produktionsvirksomheder til den offentlige sektor, finansbranchen og selvfølgelig it-virksomhederne. Deres kompetencer vil være relevante i store dele af det danske samfund, for vigtigheden af data er kommet for at blive,” siger han.

Læs også: ITU-professor: Vi skal gentænke måden, vi bygger robotter på

I forbindelse med udviklingen af uddannelsen har ITU fået lavet en uafhængig rapport hos Rambøll, som også peger på, at der er et stort udækket behov for dataspecialister hos arbejdsgiverne, specielt inden for kundebehov og innovationsskabelse.

Skrevet af

Læs også

Top