DanDomain solgt til europæisk hostinggigant

DanDomain

En af Danmarks største hostingvirksomheder, DanDomain, er netop blevet opkøbt af den belgiske virksomhed Intelligent. Opkøbet er en del af en større vækstambition.

Det hele startede i en kælder. I Randers. Her sad tre nørder – det kalder de sig selv – og legede med det internet, der endnu var i sin spæde begyndelse. Det var i 1999. Nu i slutningen af år 2016 har de to stiftere af, hvad der blev til et af Danmarks største hostingvirksomheder, solgt deres livsværk til udlandet og indkasseret et ukendt beløb.

Det er det klassiske iværksættereventyr. Fra kælder og vennetjenester, til succes, millioner, et par bump på vejen og så et stort salg til udlandet, hvor belgiske Intelligent nu har opkøbt Ronnie Bach Nielsen og Ken Boyes DanDomain.

Vil være Europas største

Ifølge en pressemeddelelse har Intelligent længe haft øjne på den østjyske millionvirksomhed. Intelligent er den største hostingvirksomhed i Beneluxlandene med tæt på 550 ansatte og en omsætning på 675 milloner kroner om året.

Dette bliver DanDomains 70 ansatte nu en del af. Begge selskaber startede i 1999 og har siden vokset sig til velkendte brands. DanDomain ser frem til at blive en del af den belgiske mastodont og håber, at fusionen kan gøre dem til en af de største hostingvirksomheder i Europa.

“Jeg er yderst begejstret over, hvor godt Intelligents og DanDomains kultur og værdier matcher hinanden. Og med dette partnerskab er DanDomain nu strategisk godt rustet til fremtiden. Vi mener, at DanDomain tilbyder en stor kundecentrisk værdi – takket være den ekspertise, vi har opbygget blandt andet inden for e-handel. Vi er overbeviste om, at både DanDomains og Intelligents omfattende viden vil hjælpe os alle til at udvikle endnu stærkere hostingydelser til vores kunder,” siger Ronnie Bach Nielsen, administrerende direktør i DanDomain i pressemeddelelsen.

One-stop-shop for de europæiske kunder

Opkøbet af DanDomain er en del af Intelligents strategi med at vokse til én af Europas største hostingkoncerner.

“Et opkøb giver altid en større skala. Vi byder ikke blot mange nye kunder velkommen, men også mange nye kolleger samt ekspertise. Når vi sammen fokuserer på R & D samt design af nye produkter og teknologier, vil det skabe drivkraft og knowhow til at udvikle os hurtigere og opnå større succes. Dette vil resultere i stærkere og endnu mere konkurrencedygtige produkter og ydelser for såvel DanDomains kunder som for Intelligents,” siger Frederik Poelman, administrerende direktør for SMV, Intelligent, i pressemeddelelsen.

Trods faldende indtjening var DanDomain på vej op

DanDomain har været gennem næsten hele møllen og overlevet siden 1999 ved at følge med internettets udvikling. Den østjyske virksomhed voksede nogle år nærmest eksplosivt og gjorde stifterne til mangemillionærer.

Men i sommer måtte direktøren fyre ni medarbejdere. En massiv oprustning på medarbejderfronten havde nemlig slået fejl og 70 procent af virksomhedens overskud blev barberet af, kunne man læse i Finans.

Overskuddet skrumpede til 6,5 millioner kroner, trods omsætningen voksede år for år. Men Ronnie Bach Nielsen bøjede sig ikke. Han udtalte til Finans, at virksomheden på ingen måde var i krise, og at de efter fem år med faldende indtjening på vej mod et større overskud.

Nye muligheder for fremtiden

I dag åbner der sig så helt nye muligheder med et salg til Intelligent, hvor Ronnie Bach Nielsen er blevet medejer og udnævnt til administrerende direktør af hele koncernen og vil lede SMV-afdelingen under udvidelsen i Danmark.

Men DanDomains brand bliver der ikke pillet ved. Det videreføres og medarbejderne kan fortsætte deres arbejde fra kontoret i Randers, nu blot som del af en endnu større hostingvirksomhed.

Intelligents vision er nemlig at blive en vidtrækkende one-stop-shop for sine kunder ved at kombinere e-handelsekspertise med hostingservices hvad enten det gælder domæne, hjemmeside, e-mail eller snart online-forretinng.

Skrevet af

Læs også

Top