Arkiver

BusinessNyhederSpilVenturekapital

Kendte investorer skyder 200 millioner kroner i udvikling af eSport

200 millioner kroner skal over de næste 2-3 år etablere RFRSH Entertainment i toppen af den globale eSport-industri. Flere spændende ansigter er samlet for at professionalisere sporten.

Esport er ikke længere en subkultur forbeholdt de lyssky. Esport er et globalt fænomen, der buldrer derudaf i højeste gear. Med det højeste antal eSport-spillere per indbygger er Danmark med helt fremme på scenen, som tiltrækker over 280 millioner jævnlige seere på verdensplan.

Særligt i spiller Counter-Strike: Global Offensive er Danmark med helt fremme med hold som Astralis, der på nuværende tidspunkt er rangeret som nummer ét i verden. Men selve sporten, der er opstået ud af ren interesse og hobby, er langt fra lige så professionelt organiseret som mainstream sportsgrene som fodbold.

En global eSportsvirksomhed med 200 millioner kroner i ryggen

Det vil RFRSH Entertainment lave om på. Organisationen kunne onsdag fortælle om sine planer for etableringen af en global eSportsvirksomhed med hovedkvarter i København. Og det er ikke blot en flok ”noobs”, der er blevet samlet. Foruden 200 millioner kroner, der skydes ind af en række investorer, er holdet nemlig sammensat af etablerede navne fra eSport-, underholdnings- og sportsverdenen.

”Som underholdningsprodukt har CS:GO et kæmpe potentiale. Spillet indeholder virkelig mange ”great moments”, og derfor har det også en næsten magisk tiltrækning på sit publikum. Vores spillere er i høj grad influencers med et kæmpe reach og det digitale univers industrien bevæger sig i, sammen med mange offline events, giver mange oplagte, men uudnyttede native muligheder,” siger Jordi Roig, der har baggrund som CCO i virksomheder som Nordisk Film og AG København.

Tommy Ahlers og René Rechtman blandt investorerne

RFRSH Entertainment er stiftet i 2016 af Nikolaj Nyholm, tidligere partner i venturefonden Sunstone, og Jakob Lund Kristensen, medstifter af eSportsholdene Astralis og Copenhagen Wolves.

I seed runden tilføres RFRSH Entertainment 4 millioner euro. Pengene kommer fra Sunstone, Tommy Ahlers, René Rechtman og en lang række private investorer fra underholdnings-, sports- og teknologiverdenen. Ved siden af oprettes et separat investeringsfirma, der forventes at tilføre projektet yderligere 25 millioner euro over de næste to til tre år.

”Esport-fans og -seere udgør en ung og hastigt voksende målgruppe, der ikke er til at nå via traditionelle medier eller anden sport. I 2019 vil der være 345 millioner seere. RFRSH vil skabe en dominerende position i denne industri ved at gøre vores hold verdens bedste og skabe et produkt, som målgruppen elsker,” siger Nikolaj Nyholm.

“Alle vil have en bid af kagen”

RFRSH Entertainment repræsenterer fire brands inden for Counter-Strike: Astralis, Heroic, Godsent og Norse. Her vil RFRSH både fokusere på team management (mental styrke, fysisk, træning, ernæring, team dynamikker, samarbejde og in-game data analyse) og kommerciel udvikling (medierettigheder, brand, fanbase og opbygning af sponsorer og merchandise).

Desuden bygger RFRSH et state-of-the-art trænings-, screening- og kontoretablissement, som vil stå færdigt i januar 2017.

”Esport er ekstremt hypet pt. Alle vil ind og have en bid af kagen, men Astralis har brug for de rigtige partnere, som forstår både esport og det kommercielle potentiale. I RFRSH har vi fundet en partner, der kan løfte holdet sportsligt og tage Astralis som brand samt forretning til et hidtil uset niveau i esport-verdenen,” siger Frederik Byskov, Managing Partner i Astralis.

Nå toppen og bliv dér

Med på sidelinjen kommer også den mangeårige danske landsholdsmålvogter Kasper Hvidt. Til sommer indtræder han som sportsdirektør og forsøger at udnytte nogle af de værktøjer, han har erhvervet sig gennem en lang karriere som elitesportsmand.

”Jeg ser unge mennesker med exceptionelle skill sets, der aldrig har fået hjælp til, hvordan de skal træne, fysisk og mentalt, og hvordan de skal leve, spise og sove for at nå toppen og blive der. Jeg glæder mig til at bygge en vinderkultur på hold i RFRSH-familien og til at forme best practice for, hvordan fremtidens eSportsatleter kommer til at træne og leve,” siger Kasper Hvidt.

Om indsatsen kommer til at bære frugt må fremtiden vise. Næste store test venter lige om hjørnet, når verdenseliten inden for CS:GO mødes fra den. 22.-29. januar til en af året to ”Majors”. En major er, ligesom i golf, den mest præstigefulde turnering, og har hele én million dollars i præmiepulje. Danske Astralis er blandt favoritterne, og det hele kan streames live og gratis via Twitch.tv.

1 kommentar

Skriv et svar