Verdensomspændende tendens: Mobilspil omsætter for milliarder

Mobilspil
Credit: brar_j

Spil er en branche i kæmpe udvikling, både hvad angår teknologi og omsætning. En ny rapport viser, at markedet er god for milliarder, en stigende vækst, som ikke ser ud til at falde foreløbigt. 

Hvis man som iværksætter virkelig vil tjene penge, kan noget tyde på, at det især er inden for spilbranchen, man skal lægge sine kræfter. De virtuelle mønter, du køber nye baner, nyt våben eller nye dyr for i dine yndlings onlinespil omsætter i virkelighedens verden for milliarder på verdensplan. Især mobilspillene trækker læsset.

Det viser en ny rapport fra analysehuset SuperData Research, skriver Venturebeat.

Mobilspil er den helt store vækstmotor

Hele 91 milliarder dollar, eller lige godt 650 milliarder kroner, omsatte spilmarkedet for i 2016. Og med en stigning på 18 procent hev mobilspil over 290 milliarder kroner op af lommerne på tommeltastede folk.

Det er især spillene Pokémon Go og Clash Royale, som står bag stigningen, men den største omsætning for mobilspil findes faktisk hos Xflags Monster Strike, som alene genererede knap 10 milliarder kroner.

Læs også: Subway Surfers er på himmelflugt

Men også PC-spil bliver ved med at tjene penge ind til skaberne. Det er især free-to-play titler og downloads, der står for at generere de over 241 milliarder kroner, som markedet er god for.

Derudover downloader forbrugerne i højere grad spil direkte til deres konsol, et forbrug der i 2016 ramte godt 47 milliarder kroner.

eSport og virtual reality i vækst

I Danmark har vi talt meget om eSport især i sidste halvdel af året, hvor organisationen RFRSH fik 200 millioner kroner til at få eSport op på linje med mainstream sportsgrene. På verdensplan omsatte eSport for 829 millioner dollar, svarende til godt seks milliarder kroner, hvilket er en stigning på 19 procent. Det er måske nok ikke overvældende i det store billede, men ser man på udgiver-, tv- og reklameinteressen bliver eSport kun mere interessant i fremtiden.

Læs også: eSport buldrer frem: Astralis’ vej til toppen

I 2017 forventer SuperData da også, at især eSport vil vokse, sammen med virtual reality og gaming video som følge af udviklingen i tilgængeligt hardware.

Skrevet af

Læs også

Top