Deleøkonomisk spin-off vil lade borgerne genindtage byens gader med teknologi

Gennem spil nedbrydes barrierer og interaktion skabes. Aktivt brug af parker, pladser og andre arealer skaber en mere pulserende by med sundere livsstil og holdbare lokalsamfund.

Det danske startup OurHub er på en mission. Virksomheden vil hjælpe byens borgere med at genindtage gaderne. Det går i sin enkelhed ud på at få folk til at bruge byen, også de områder, som normalt står tomme. På den måde gøres områderne mere attraktive og skaber bedre muligheder for at interagere med venner og fremtidige venner.

OurHub er et spin-off af non-profit organisationen SharingLab og kombinerer software og hardware – en tilgang, som ifølge virksomheden selv, gør den unik inden for området.

“Vi har udviklet en hub, der lader brugere dele udstyr til eksempelvis bordtennis eller petanque. Det kombinerer vi med en matchmaking-app, hvor brugerne kan finde og interagere med venner, naboer, turister og så videre,” siger Caroline de Francqueville Hansen, der sammen med CEO Peter Just og CTO Henrik Mohr har stiftet OurHub.

Smart urban furniture

En hub er i sin enkelthed en sikkerhedsboks fyldt med teknologi. Hver hub har sensorer, der tracker dets objekter og en smart-lock, som sikrer forsvarlig aflåsning. Indledningsvis vil OurHub fokusere på at fylde sine hubs med spil, som booster socialisering og generelt er robuste.

“Vi udnytter byens eksisterende infrastruktur i form af bordtennisborde, petanque-baner, græsplæner og lignende, og giver brugerne de nødvendige redskaber lige ved hånden. Det kombinerer vi så med vores matchmaking-app,” siger Caroline Hansen.

På den måde boostes socialisering, fordi spil per definition er sociale, og faciliteterne gøres samtidig brugbare alle døgnets 24 timer.

Hvor er pengene?

Teamet bag OurHub har store planer for virksomheden. Det primære forretningsmæssige fokus ligger på to omsætnings generatorer; dels B2B-salg af hubs til urbane aktører med en interesse i at styrke lokalsamfund; og dels pay-per-use eller abonnementer fra slutbrugerne.

“Det spændende her er, at omsætningen, som genereres på baggrund af slutbrugerne, deles med den urbane aktør i det område. På den måde kan man få et return on investment og tjene penge på brugen af offentlige arealer,” siger Caroline Hansen.

Desuden øjner OurHub muligheden for at sælge sin hub til andre med et behov for den form for automatisering. Det kunne eksempelvis være sportsklubber.

Brugen af data

Med alt den data, som indsamles, kan der stilles spørgsmålstegn ved udnyttelsen heraf. Her understreger OurHub, at virksomheden, nu og i fremtiden, først og fremmest vil anvende den indsamlede data til optimering af egen service og produkt, men også bruge dataen i samarbejde med urbane aktører til at forbedre byens offentlige faciliteter. Dataen er især vigtig, da OurHub vil skalere til byer over hele verden. Her er det vigtigt at forstå sig på de forskelle, som hersker ved indtræden i et nyt land med en fremmed kultur.

“I begyndelsen af det nye år vil vi indlede vores pilotprojekter i København. Det skal føre til en konsolidering af konceptet i København. Det er vores første pilotprojekt, så det kommer til at være ekstra omfattende, men det er planen at køre pilotprojekter med efterfølgende konsolidering i de nye metropoler, vi bevæger os ind i,” siger Caroline Hansen.

Pilotprojekterne i København er udviklet i samarbejde med henholdsvis Københavns Kommune, By&Havn og Holmen Campus område. Projektet vil sprede sig over fem lokaliteter: Kongens Have, HC Ørstedsparken, Islands Brygge, Sønder Boulevard, Nordhavn og Holmen.

Ambitioner for fremtiden

Kigger man fremad vil OurHub i løbet af 2017 afholde pilotprojektet i København. Derefter begynder konsolideringsprocessen og den efterfølgende skalering. Her kigger OurHub mod udvalgte metropoler i Frankrig, USA og i Singapore. 

OurHub er også på udkig efter en globalt fokuseret investor, der kan hjælpe med at sætte yderligere skub i udviklingen.

“Vi har været selvforsynende hele vejen. Men skal der for alvor fart på, når vi kommer til skaleringsprocessen. Der får vi brug for ekstra kapital,” siger Caroline Hansen.

Skrevet af

Læs også

Top