Nano-startup hitter på Kickstarter: Vil bekæmpe brug og smid væk-kulturen

Labfresh, nanoteknologi, The Cloakroom

Startuppet Labfresh har kombineret bomuld og nanoteknologi og har udviklet en plet-, lugt,- og krølfri skjorte med tilhørende slipsekollektion. På under ét døgn nåede de deres mål om 15.000 euro på Kickstarter, og pengene ruller fortsat ind.

Han har personligt gjort alt, hvad han kunne for at ødelægge den pæne hvide skjorte, som nu er kernen i Labfresh; han har krøllet den, cyklet i den, spildt vin på den og undladt at vaske den. Men skjorten holdt til det, og det ser ud til, at konceptet i Labfresh også holder. I hvert fald har startuppet allerede hentet godt over deres mål på 15.000 euro, over 110.000 kroner, på første døgn på Kickstarter.

Og med mere end 25 dage igen, er der mulighed for at nå en endnu større sum til at udbrede den nanoteknologi-beskyttede skjorte med tilhørende slips. En skjorte, som afviser alle former for væsker, ikke optager lugten af sved og ikke krøller. Med den nye type skjorte vil de bekæmpe brug og smid væk-kulturen.

“Ser man på sportsbrands, er de gode til at bruge ny teknologi til at lave lugtfrit og pletfrit tøj. Men der er brug for, at nogen viser vejen i modeindustrien. De er ikke interesserede i det, fordi man så kommer til at sælge færre skjorter, som er dyrere at producere. Det forstår jeg sådan set godt, men kan man vise, at efterspørgslen er der, vil man se de større spillere følge trop. Det her er ikke kun for at tjene penge, det er for at starte en ny trend,” fortæller Kasper Brandi Petersen, som sammen med Lotte Vink har stiftet Labfresh.

Et opgør med overforbruget

Kasper Brandi Petersen har tidligere været med til at stifte The Cloakroom, en slags personlig shopper-tjeneste, som succesfuldt blev opkøbt af den tyske tøjtjeneste Modomoto sidste vinter. Og det var faktisk ud fra erfaringer her, at idéen om Labfresh begyndte at spire.

Idéen med The Cloakroom var, at mænd ikke gider shoppe og derfor kunne få tilknyttet en personlig shopper. Men noget de gider endnu mindre er at stryge og vaske. Så hellere købe tre nye skjorter. Men den brug og smid væk-kultur, brød Kasper Brandi Petersen sig ikke om, og han begyndte at undersøge, hvad man kunne gøre.

20 liter rødvin senere

Efter at have gennemgået i hvert fald 50 tekstilprøver, rejst over fire kontinenter og gjort sit for at ødelægge den skjorte, Labfresh udvalgte, med 20 liter rødvin spildt fra alle vinkler og en svedig cykeltur på ligeså mange kilometer, lancerede startuppet så sin Kickstarter-kampagne den 4. januar 2017. Målet var 15.000 euro, lidt over 110.000 kroner, men allerede inden for et døgn var beløbet på mere end 16.000 euro og steget til over 19.000 euro efter de første 24 timer.

Læs også: Tysk tøjtjeneste køber danske The Cloakroom

Kasper Brandi Petersen griner lidt. “Det er lidt vildt. Vi har ikke brugt nogen penge på marketing endnu. Jeg tror, det kommer sig af, at mange ikke har set denne type produkt endnu. I hvert fald ikke her i Europa,” siger han og tilføjer:

“Og i Danmark og Holland, hvor vi har base, er deleøkonomi og bæredygtighed en stor ting. Det her med at vi forbruger mindre, at vi får en nemmere hverdag med færre ting, og at vi bliver mindre materialistiske, er stærkt her.”

Nanoskjorter skal ikke føles som regntøj

Selv køber han også kun kvalitetstøj. De billige skjorter og bukser bliver alligevel kun brugt få gange og glemt i skabet. Da han selv begyndte at eksperimentere med nanocoated tøj, blev han dog skuffet. “Det er som at have en regnjakke på,” forklarer han.

Derfor er Labfresh ikke nanocoated. Skjorterne er derimod syet af fine bomuldstråde, hvor molekylerne er blevet manipuleret med. Og han startede ud med skjorter af en bestemt grund:

“Det sværeste er at arbejde med skjorter. Derfor har vores konkurrenter i USA også fokuseret mest på komfortablet tøj og sportstøj. Skjorter er specielle, så kan vi lave dem lugt-, krøl,- og pletfri, kan vi også lave sokker og t-shirts,” forklarer Kasper Brandi Petersen, der selv gik i den hvide Labfresh-skjorte i 20 dage, men dog anbefaler en vask efter en fem til ti dage for at holde den pæn i længere tid.

Hurtigt på markedet

Labfresh har lavet en aftale om eksklusivitet med det firma, der producerer tråden i Paris; INDUO®, som har patent på teknologien. Næste skridt er så at begynde at sælge online efter kampagnen. Det er dét, pengene skal gå til. Derefter kan de begynde at fokusere på skalering.

Det bedste ville være, hvis den her kampagne kan hjælpe med at rejse en angel investering. Vi hentede 25 millioner kroner inden for de første tre år i The Cloakroom, men vi endte med at miste for meget ejerskab. Denne gang skal vi have lidt mere kontrol,” siger Kasper Brandi Petersen.

Skrevet af

Læs også

Top