Kommentar: “Vi må ikke skabe en kløft mellem lønmodtagere og iværksættere”

Dansk Iværksætter Forening, Jonathan Løw, iværksættere, lønmodtagere

Vi skal passe på med at få skabt en kløft mellem lønmodtagere og iværksættere, mener næstformanden for Dansk Iværksætter Forening, Jonathan Løw, i en kommentar til sidste uges nyligt offentliggjorte rapport om holdningen til iværksætteri.

En ny rapport fra Dansk Erhverv satte sidste uge fokus på, at danskerne elsker iværksætteri. De fleste tør bare ikke selv springe ud i det. I en artikel i Berlingske, peger flere eksperter på, at en del af forklaringen er, at man mister det sikkerhedsnet, en stilling som lønmodtager kommer med.

Læs også: Rapport: Danmark er stadig en nation af lønmodtagere

 Men den udlægning er næstformanden for Dansk Iværksætter Forening, Jonathan Løw, ikke helt enig i. I en kommentar til medieomtalen sidste uge, skriver han, at der skal mere fokus på teamet end den enkelte iværksætter.

Man kan ikke lykkes uden et team bestående af lønmodtagere

”Ifølge Dansk Erhvervs nye undersøgelse om iværksætteri, ligger danskerne lavt, når det kommer til at springe ud som iværksættere. Vi elsker iværksættere, men vi “tør” ikke selv.

“Når undersøgelsen gengives i medierne, er både kendis-iværksættere og eksperter hurtige til at konkludere, at det skyldes en lønmodtagerkultur i Danmark. Dette er imidlertid en nedværdigende begrundelse overfor de mange såkaldte lønmodtagere, der rent faktisk er grunden til, at nogle startups lykkes og bliver til vækstvirksomheder. Hvad eksperterne og andre glemmer er, at den enkelte iværksætter ikke er årsagen til, at en virksomhed lykkes. Det er tværtimod det team, der sættes sammen, og det team består vel at mærke af de såkaldte lønmodtagere.”

En skadelig retorik

“Frem for at skabe denne uproduktive kløft imellem iværksættere og lønmodtagere skulle vi hellere problematisere de kendis-iværksættere, der hele tiden har et behov for at italesætte, at man kun kan blive iværksætter og lykkes, hvis man er villig til at arbejde i døgndrift i årevis. Den form for retorik er skadelig og gør, at mange ikke tør vælge den vej. Det er en retorik, der optegner en alt for stor forskel på det at være lønmodtager og selvstændig.”

“Frem for at ophæve disse kendis-iværksættere til rollemodeller, burde vi se kritisk på deres énsidige udlægning af livet som iværksætter. Vi skal i stedet styrke fortællingen om, at alle kan blive iværksættere, og at man fint kan starte op uanset hvor, man befinder sig i sit liv. Der er rigtig mange måder at starte op på, og det er dén fortælling, vi skal have i fokus,” skriver altså Jonathan Løw.

Skrevet af

Læs også

Top