Startup vil hjælpe rejsende forældre

Baby Golightly, startup, rejsende forældre

Virksomheden Joseline Copenhagen har relanceret sig selv. Nu går startuppet under navnet Baby Golightly og fokuserer udelukkende på leje af babyudstyr til rejsende forældre.

Når vinden piber ind ad vinduerne, og frostgraderne fryser ens kinder fast i en trist grimasse på bare to minutters cykeltur, så er det nemt at drømme sig til varmere lande. Men når børnefamilier skal på tur, er det noget mere omstændeligt end blot at pakke en kuffert. Der skal bleer med, legetøj, en klapvogn, måske en autostol eller en hel barnevogn. Men et startup har sat sig for at gøre det nemmere for rejselystne forældre at komme af sted.

Tidligere hed de Joseline Copenhagen. Virksomheden startede i juni 2015 med køb, salg og leje af brugt babyudstyr. Nu har stifteren Josephine Sejr Wiboltt relanceret startuppet med blandt andre Caroline Sofie Have under navnet Baby Golightly. De har nemlig valgt at fokusere på det ben, der hedder leje for de kunne se, at når man fik børn, så ændrede man rejseadfærd radikalt.

“Vi kan give den største service til turister, som rejser til København, da de hverken behøver at slæbe klapvogn, barnevogn, seng eller autostole med. Heller ikke legetøj, bleer eller mad. Rejser man som dansker fra København, kan vi tilbyde markedets nyeste rejseklapvogne, som er lette og kan pakkes helt sammen og tages med op i flykabinen,” fortæller Josephine Sejr Wiboltt.

En platform for forældre verden over

Baby Golightly vil være specialister i at gøre rejser så nemme som muligt for forældre, deraf navnet, forklarer Josephine Sejr Wiboltt. Og på sigt vil de udvide med en hel platform, hvor forældre kan dele rejsetips og erfaringer med hinanden.

”Man behøver ikke ændre adfærd, fordi man bliver forældre. Siden oktober har vi fokuseret udlukkende på at leje til rejsende forældre, da vi så mervækst i den del af forretningen. Den var simpelthen mere skalerbar,” fortæller Josephine Sejr Wiboltt.

Baby Golightly er startet ud i København. Men deres ekspansion gælder ikke resten af Danmark i første omgang. I stedet vil de fokusere på nogle af de populære feriemål, danskerne rejser til som Palma og London. Senere i år rejser de til London for at undersøge markedet nærmere, men først og fremmest vil de styrke brandet i København.

Partnerskaber med Keybutler og Mover

”Vi skal se på at få lavet nogle unikke samarbejdsaftaler i de forskellige lande, så vi ikke selv skal være fysisk til stede, men kan få tilknyttet nogle lokale eksperter,” siger Josephine Sejr Wiboltt, som også fortæller at de allerede er i dialog med to mulige investorer, som kan hjælpe dem med kapital og erfaring til skalering.

Baby Golightly var med i sidste års Nordic Venture Forum. Her fik de udvidet deres netværk, og netværk er en vigtig del i startuppets nuværende proces. Udover internationale samarbejdspartnere, har de nemlig indgået partnerskaber med Keybutler, Herz Delebilne og Mover herhjemme for at gøre det så nemt som muligt også for rejsende forældre, der kommer til Danmark og har brug for eksempelvis til en autostol, at få bragt babyudstyr til et hotel eller leveret for eksempel en vugge til en lejet lejlighed.

”Vi vil være det brand, forældre i Danmark og udlandet, stoler på, når de skal rejse med småbørn. Vi gør det sindssygt nemt at rejse, da vi står klar med udstyr, bleer og legetøjspakker, som man selv kan bestille på vores site,” siger Josephine Sejr Wiboltt.

Skrevet af

Læs også

Top