Investorkreds skyder tocifret millionbeløb i intranet-komet

Colibo, Intranet, sociale medier

Den aarhusianske intranetvirksomhed Colibo A/S har modtaget en tocifret millioninvestering til videre teknologisk udvikling og etablering i USA og Storbritannien.

Videndeling inden for virksomhedens fire vægge – eller computere, hvis man arbejder remote – er kommet mere i fokus. Og nu har et startuppet, Colibo, der netop laver en social intranetplatform til effektiv videndeling, modtaget en tocifret millioninvestering.

Investeringen kommer fra en investorkreds på ti tunge investorer, heriblandt Henrik Müller fra Itelligence, Thomas Black-Petersen, tidligere Inspari og Stig Hølledig fra Sitecore. Det eksakte beløb er fortroligt.

”Vi står over for et voksende antal virksomheder globalt, som over de kommende år vil udskifte deres gamle intranets med mere dynamiske digitale arbejdspladser. Dette behov matcher Colibo perfekt, og samtidig er vi i investorkredsen meget imponerede over, hvor stor en værdi løsningen skaber hos de yderst tilfredse kunder. Og her snakker vi nogle af de mest krævende organisationer i landet,” siger Stig Hølledig i en pressemeddelelse.

Sociale intranet øger produktiviteten

Ifølge McKinsey Global Institute analysis kan virksomheder hæve produktiviteten med op til 25 procent for deres kontormedarbejdere ved brug af sociale intranetværktøjer, ved at gøre organisationers viden søgbar, og ved at basere sig på en kommunikationsplatform som understøtter sociale arbejdsgrupper.

Colibo implementerede sin første løsning i 2014 og har mere end 70.000 brugere i 14 lande, og kunderne tæller blandt andet DR, Region Midtjylland, Kosan Crisplant, Clipper Group og 10 danske kommuner.

Colibo er et spin-off af den digitale konsulentvirksomhed Mediaworkers, som gennem egenfinansiering har før Colibo frem til serie A venture funding.

Investering skal gøre klar til ekspansion

Med investeringen vil Colibo etablere sig i USA og Storbritannien og videreudvikle den sociale intranetløsning. Startuppet forventer, at ekspandere fra det tidlige 2018 med en forhandlerstrategi.

”Vi er meget begejstrede over, at vi nu kan stille såvel kapital samt et hold af investorer, som har tung erfaring med internationalisering af softwarevirksomheder. Ligeledes kan vi nu udrulle et teknologisk udviklingsroadmap for Colibo, som vil katapultere vores software op blandt de allerbedste i verden,” siger CEO og stiftende partner i Colibo, Mogens Sejer Iversen.

Et væsentligt hul i markedet

Colibo har nemlig identificeret, hvad de kalder et væsentligt hul i markedet, for virksomheder, der har brug for at kunne bygge bro mellem traditionelle softwareløsninger til virksomheder og eksterne sociale netværk.

”Med udgivelsen af Teams, har Microsoft lavet en meget imponerende tilføjelse til Office 365. Men nu må brugere jonglere Teams, Groups, Yammer og SharePoint, og hvordan skal brugerne kunne holde styr på deres data og samtaler, hvis de skal søge mellem flere systemer for at finde det?,” spørger Mogens Sejer Iversen.

Derfor ser Colibo sig som et alternativ til de virksomheder, der ellers bruger Sharepoint som arbejdsplads. Og tilbud som Facebooks Workplace har allerede taget første skridt på vejen mod at kunne udskifte de traditionelle intranetløsninger med sociale platforme.

”Kløften mellem tunge Sharepoint-installationer fyldt med moduler og one size fits all-Facebook eller -Slackservices er stor. Colibo kommer ind i dette marked med en digital arbejdsplads, som man faktisk vil bruge med en fuld integration til din virksomheds tekniske rygrad, sociale features, administration af dokumenter, offline synkronisering og meget mere,” fortæller Morgen Sejer Iversen.

Skrevet af

Læs også

Top