Venture Cup belønner unge idéer med et tigerspring frem

venture cup challenge

Foto fra Venture Cup Startup Competition ’15 hvor YoooWe vandt.


Årets Venture Cup er lige om hjørnet. Hundredevis af unge startups har søgt om at være med, og 27 udvalgte dyster om pengepræmier og muligheden for at være det mest lovende hold, der udover æren og pengepræmien vinder en tur til Silicon Valley. 

Venture Cup  er unge universitetsstuderendes mulighed for at tage et tigerspring med deres iværksætteridé. Og det er der mange, der gerne vil. Venture Cup fortæller på deres hjemmeside, at de har måtte vælge de 27 bedste hold ud af hundrede af startups. Og om under tre uger løber Venture Cup Challenge ’17 af stablen på SDU i Odense. Tilskuere kan komme og se pitchene, og når dommerne kårer de bedste startups.

Venture Cup afholder to nationale og en international konkurrence om året. De kører Skandinaviens største mentorprogram for universitetsstuderende med mere end 300 mentorer fra erhvervslivet, et Startup Booster-program og et pre-accelerator program med produkter og tjenester håndplukket til nye startups.

Sidste sommer var det Klenergy, der løb med hovedpræmien til Venture Cups’ National Startup Competition 2016. Klenergy begejstrede dengang publikum med deres idé om et batteri, der skal lagre og konvertere energi ved vedvarende energi.

Video fra sommerens National Startup Competition 2016, som ligesom Venture Cup Challenge er for alle unge studerende.

De 27 udvalgte

Finalisterne i Venture Cup Challenge ’17 ligger inden for kategorierne mobile & web, product & devices, IndustryTech, HealthTech og GreenTech og kommer fra Danmarks universiteter.

I GreenTech-kategorien finder du blandt andet Energyvision, der vil skabe en informations- og kommunikationsteknologi, som kan styre og overvåge energiforbruget i hjemmet. I denne kategori finder du også AirVita, der vil give dig markant renere luft og dermed et længere og sundere liv.

Kigger vi på HealthTech kategorien lyder DARE Therapeutics lovende. De har nemlig fokus på en ny generation af behandlinger for aldersrelaterede øjensygdomme. Målet er at forhindre udviklingen af sygdomme ved at hindre væksten af nye utætte blodkar i øjet, som ellers ville føre til synstab og eventuel blindhed hos de ramte patienter.

Listen over interessante idéer og små startups er stærk. Der er blandt andet også SOS Hug i kategorien mobile & web, der har en løsning til at håndtere de daglige kampe, som folk med spiseforstyrrelser har. Du kan læse om alle 27 idéer her.

Venture Cup Challenge: Hvor og hvornår

Venture Cup Challenge ’17 finder sted på SDU i Cortex Lab den 26. januar 14.30-18.00. Det er gratis at deltage, og kommer du langvejs fra, kan du via dem købe en returbillet mellem København og Odense for 195 kroner. Køb billet her.

Skrevet af

Læs også

Top