Dyrepasningssite satser på folks frivillighed for at sikre tryghed

Petspot, dyrepasningssite

Det tredje danske dyrepasningssite er netop lanceret. Det hedder Petspot, men modsat andre sites lægges der op til pengeløse aftaler. Petspot mener nemlig, at folk gerne vil passe kæledyr frivilligt, og at det desuden giver kæledyrsejeren en tryghed.

Ferie, travlhed eller sygdom. Flere faktorer kan komme i vejen for, at katten kan blive fodret, hunden luftet eller hamsteren kælet for. Derfor findes der dyrepensioner. Men der findes også organiserede dyrepasningshjemmesider, der matcher kæledyrindehavere op med almindelige mennesker, der gerne vil passe et kæledyr.

De nyeste dyrepasningssite hedder Petspot. De har netop lanceret deres hjemmeside og er dermed det tredje danske site af sin slags. I forvejen findes der Dogly og Pawshake, men Petspot adskiller sig fra disse to ved, at der ikke er penge indblandet. Dyrepasningen skal udelukkende ske, fordi folk har lyst.

“Kæledyrene er en del af ejernes familier. De skal være sikker på, at passerne har lyst til at passe på deres kæledyr. Folk skal ikke passe andres dyr for at tjene nogle hurtige penge, men fordi de har lyst,” siger Nicoline Lodahl Karlsen, der er grafiker i virksomheden og sammen med to studievenner fra Multimediedesign i Aarhus har startet Petspot.

Kæledyr på deltid

De tre studievenner har arbejdet på Petspot de sidste år, hvor de har hørt både potentielle ejere og passere, hvad der var vigtigt for dem. Her fandt de ud af, at penge ikke var afgørende for, om folk ville passe kæledyr, og at det også ville give ejerne en tryghed, at der ikke var penge involveret.

Petspot gik online for en uge siden, og det ser ud til, at deres undersøgelser har været rigtige. For de har allerede over hundrede brugere, der både vil passe kæledyr og have deres kæledyr passet. Nu skal sitet bare vokse og blive til et helt kæledyrs community, håber Nicoline Lodahl Karlsen.

Idéen til et dyrepasningssite opstod, fordi stifterne savnede et kæledyr i deres hverdag, men ikke have mulighed for at have et.

“Jeg savnede den omsorg og glæde, det giver at have et kæledyr. Men jeg havde ikke tid til at have et kæledyr på fuld tid, og desuden ikke økonomi til hvis kæledyret blev syg,” fortæller Nicoline Lodahl Karlsen.

Petspot består af Thomas Andersen, der er programmør (mf), Melissa Reifling, der arbejder med branding og marketing (th) og Nicoline Lodahl Karlsen, der er grafiker (tv).

Iværksætterlivet er lønnen i sig selv

Da Trendsonline fanger Nicoline Lodahl Karlsen, er hun netop igang med et fotoshoot. Petspot er ved at lave en video, der skal bruges til deres kommende crowdfunding kampagne på Booomerang. De skal indsamle penge til markedsføring af universet.

Fremover skal pengene til at drive sitet komme fra premium brugere, der betaler 299 kroner pr halve år for at få ubegrænset adgang til sitet. Lige nu og fire måneder frem er premium profilen dog gratis, og stifterne har indstillet sig på at lægge nogle år i virksomheden, før de begynder at tjene rigtigt på det.

Det er tydeligt at høre på Nicoline Lodahl Karlsen, at det ikke gør noget. Hun er ligesom de to medstiftere nyuddannede og nyder blot at få lov at bruge sine kompetencer i virkeligheden.

“Vi bliver ellevilde ved hver lille succes. Det er fedt, at vi kan bruge vores evner i praksis og være med i alle dele af virksomheden. Når jeg ellers har været i praktik i en virksomhed, så er jeg bare et lille led. Her er vi med i dele hele,” siger Nicoline Lodahl Karlsen.

Skrevet af

Læs også

Top