De gamle Nokia-telefoner må lade livet for at gøre plads til selvkørende biler

2g

2G-mobilnettet bliver i flere og flere lande slukket for at gøre plads til blandt andet 5G-nettet, der ventes sparke liv i det Internet of Things. Danmark har dog endnu ikke lagt sig fast på ændringer.

Nokia 3310. For nogle en mobiltelefon, der hører til på museum for oldtids-tech. For andre deres første mobil og et stykke tech forbundet med en enorm frihed og nostalgi. Det neongrønne display, den ubehjælpsomme grafik, de hårde plastikknapper, hvor tallene hurtigt blev slidt af, den evige batteritid og den øregangsflænsende bib-lyd, når en sms tikkede ind.

Men nu er det snart slut med at hive den gamle kending frem. Flere lande vil i år slukke for GSM-mobilnettet også kaldet 2G-nettet, det skriver business.dk. Dermed bliver de gamle mobiltelefoner, som ikke forstår de nye 3G- og 4G-net koblet helt af.

Tidligere har både Japan og Sydkorea slukket for nettet, og i år dropper Australien og Singapore også 2G-mobilnettet. Ifølge det franske nyhedsbureau AFP lukker Singapore for GSM i april, selvom der angiveligt er 140.000 GSM-telefoner i brug i Singapore.

Ud med 2G og ind med 5G

Når 2G-nettet ryger ud, giver det plads til 5G-nettet, der ventes at sparke liv i Internet of Things, IoT. 5G-nettet er nemlig designet, så dataoverførslerne sker med stort set ingen forsinkelse.

Det er afgørende for, at eksempelvis selvkørende biler kan kobles på internetforbindelsen via mobilnettet og både sende og modtage trafikoplysninger, så bilen kan nå at reagere, inden den kører ind i andre, når der sker noget uforudset i trafikken.

Danmark har ikke konkrete planer om at lukke GSM-nettet, selvom teleselskaberne siger, at det både vil frigive en masse kapacitet og gøre det lettere for dem at følge med den stigende brug af data.

“Det er ingen tvivl om, at 2G- og 3G-nettene vil begynde at blive lukket ned,” siger Karen Møller fra Telias radionetværksudvikling ifølge Business.dk.

Skrevet af

Læs også

Top