Arkiver

De små aktuelleE-handelIværksætterlivNyheder

Ny aftale sætter skub i fødevarenetværks udbredelse af lokale fødevarer

lokale fødevarer

Danskerne vil gerne købe lokalt, men de små, lokale producenter er ikke særlig synlige. Det gør Fooducer noget ved, og en ny aftale mellem 100 producenter i Nordisk Center for Lokale Fødevarer og fødevareportalen Fooducer giver nye muligheder for udbredelsen af lokale fødevarer. 

Små lokale osteforretninger, mindre jordbærfarmere eller mellemstore juicevirksomheder skal følge med digitaliseringen, hvis de vil overleve. Det kan den digitale platform Fooducer hjælpe med. Startupppet har efterhånden været i gang i tre år, de har fået en investering af CAPNOVA, og en ny aftale med Nordisk Center for Lokale Fødevarer, NCLF, sørger for at endnu flere lokale producenter kan blive synlige.

Læs også: CAPNOVA investerer 3,5 millioner i fødevare-startuppet Fooducer

NCLF består af de tre sjællandske kommuner Odsherred, Holbæk og Kalundborg, og de første 100 virksomheder får nu adgang til fødevareportalen Fooducers platform. Fooducers formål er at markedsføre virksomhedernes produkter og omvendt hjælpe indkøbere med at finde frem til de madvarer, de har brug for i deres butikker.

”Når Odsherred kommune og hele Nordvestsjælland satser så stort på fødevarer, er det fordi, vi tror på, at her er et marked, som har behov for det, vi kan, nemlig at skabe gode autentiske lokale råvarer, der kan indgå i fødekæden til både forbrugere, restauranter med videre,” siger borgmester i Odsherred, Thomas Adelskov.

Danskerne vil smide 15 procent ekstra for lokale fødevarer

Danske forbrugere er i gennemsnit villige til at betale 15 procent mere for varer fra små, lokale producenter. Det viser tal fra Madkulturen, der er en institution under Miljø- og Fødevareministeriet. Betalingsvilligheden er der altså, men danskerne kan ikke finde de lokale råvarer.

Tre ud af fire danskere vil i høj eller meget høj grad købe flere egnsbestemte fødevarer fra små producenter, hvis tilgængeligheden blev større. Det viser en analyse fra Forbrugerrådet Tænk i 2014.

Den sidste udfordring kan Fooducer hjælpe med. Fooducers platform er ikke at en salgsplatform, men de tilbyder et digitalt arbejdsværktøj, der skal forenkle både administration, markedsføring og kommunikation i fødevarebranchen, så de bliver synlige og tilgængelige for de købevillige kunder.

Fooducer giver producenterne PR og et digitalt mødested

Fooducers platform giver desuden producenterne et samlet, digitalt mødested, hvor de alle kan drage nytte af netværksfordele som at kunne møde og se hinanden, dele nødvendig data og handle virtuelt. En løsning der skal spare virksomhederne tid og unødvendig administration, så de kan fokusere på værdiskabelse og innovation.

Læs også: Madproducenter får digital hjælp til markedsføring

Fooducer-stifterne Fie Hansen-Hoeck og Sanne Fehmerling Kristiansen er meget tilfredse med at kunne føje yderligere 100 virksomheder til den hurtigvoksende, nordiske fødevareplatform.

”Vi ved, at det er helt afgørende at få lettet fødevareproducenter og indkøbere for administrative byrder i dagligdagen, så de kan handle sammen på overskuelig vis. Den skræddersyede samhandelsløsning, som NCLF har valgt, tilgodeser alle deres fødevareaktørers behov for at kunne handle sammen både nemmere og billigere,” siger Fie Hansen-Hoeck, CEO, Fooducer.

Skriv et svar