Lix: Kandidat-dropouts satser på studie-app

Studie-appen Lix er stadig en ung virksomhed, men medarbejderne tror stålfast på projektets store potentiale – flere af dem i så stor grad, at de har droppet uddannelsen til fordel for iværksættereventyret.

Michael Yde Nielsen var egentlig godt i gang med sin bachelor på Aarhus BSS, da han en dag blev kontaktet af Camilla Hessellund Lastein, som han i sin tid var startet på uddannelsen sammen med.

”Ved siden af studiet arbejdede jeg som grafiker for Studenterlauget, og Camilla skrev og spurgte, om jeg kunne det der med design, for det havde hun hørt, at jeg kunne. Det blev så til et studiejob i det tidlige Lix, som Camilla var droppet ud af studiet for at starte,” fortæller Michael Yde Nielsen.

Lix var stadig et meget ungt projekt, og Michael følte ikke, han kunne smide alt han havde i hænderne, for at satse på projekter. Derfor blev tjansen hos Lix i starten et studiejob – et tidskrævende et med en masse ansvar – mens han sideløbende færdiggjorde sin bachelor og begyndte på en kandidat i IT Kommunikation.

”Camilla havde en stor vision, og efterhånden som tiden gik, kunne jeg se, at der skulle ansættes og det blev seriøst. Opgaverne blev også mere og mere spændende for mig, så et halvt år inde i kandidaten droppede jeg ud,” fortæller Michael Yde Nielsen, som siden februar i år har været fastansat som Creative Director i Lix.

Man dropper da ikke bare ud?

Lix’ koncept går ud på at sælge billige studiebøger digitalt, levere dem i en app der fungerer som reader og som på sigt også vil få redskaber til samarbejde i studiegruppen. Det skal være bedre, billigere og sjovere at studere – og så er det jo lidt ironisk at flere af medarbejderne er dropouts.

”Det var en sindssyg svær beslutning, som jeg trak ud i lang tid. Camilla prøvede flere gange at lokke mig til at droppe studiet, men jeg skulle lige have overbevist mig selvom at, det var en fed ide. Hvad nu, hvis man ikke gjorde det godt nok, når man droppede ud? Det ligger nok bare i den danske mentalitet, at det er lidt forkert at droppe ud,” siger Michael Yde Nielsen.

Lix begyndte dog at trække mere end uddannelsen, og samtidig kom der flere ansatte til, der kom investeringer i projektet og medierne fik i stor stil interesse for Lix. Og det var alt sammen med til at overbevise Michael om, at han ikke behøvede nogen sikkerhed at falde tilbage på – han ville satse på at opnå sit allerbedste gennem Lix.

”Alle andre kunne se, at det var en god ide, så måske skulle jeg også tro på det. Jeg havde ikke flere gode undskyldninger for ikke at gøre det. I dag sidder jeg og har et mega fedt job, som jeg er mega glad for, mens dem jeg læste med synes, det er hårdt at studere og ikke ved, hvad de vil bagefter. Så at droppe ud er den bedste beslutning, jeg nogensinde har taget,” siger Michael Yde Nielsen, der efter beslutningen kun har oplevet opbakning fra omgangskredsen.

billede1

Michael Yde Nielsen til venstre med sin kollega Mette Thomsen til højre

Risikoen var minimal

Ligesom Michael fik Mette Thomsen studiejob i Lix mens hun læste sin bachelor. Hun følte sig godt taget imod af Lix-familien og var hurtigt opslugt af projektet som hun synes var spændende og havde enormt potentiale. Derfor var hun også kun nået 1,5 måneder ind i sin kandidatuddannelse, før hun – ligesom Michael – droppede ud for at satse på et fuldtidsjob i Lix.

”Jeg kunne mærke, at jeg bare sad til undervisningen og tænkte, åårh, der er to timer til jeg skal ned til Lix og lære noget,” fortæller Mette Thomsen, der i dag er Communication Coordinator i Lix.

Flere af hendes medstuderende modtog nyheden med et ”wow, du er godtnok modig”, men for Mette lød det mere som ”hvad skal der nu blive af dig?”.

”Jeg ved ikke, om det var modigt, men jeg vidste bare, at det var forkert at blive siddende i skolen i to år, når jeg kunne lære mere ved at være et andet sted. Jeg skyldte mig selv at komme med på eventyret sammen med Lix,” fortæller Mette Thomsen, der kort efter kunne berolige familien med, at hun havde fået fuldtidsstillingen hos Lix.

Beslutningen har hun ikke fortrudt et sekund, og selv hvis det skulle være endt med en Lix-konkurs, så hun stod uden job, ville hun ikke have valgt anderledes.

”Uanset hvad, ville det være risikoen værd. Selv hvis Lix gik ned efter et år, havde jeg kunnet lære en masse. Worst case var, at jeg ville lære noget nyt, få et netværk og kunne så gå tilbage til studiet,” siger Mette Thomsen.

Valideret gennem eksplosiv udvikling

På to år er Lix gået fra at være en god ide til et fremadstormende startup med 16 fastansætte på kontoret i Århus – og der kommer hele tiden flere til.

”Det har været lige så kaotisk, som det har været spændende. Det er gået sindssygt stærkt, og vi har haft stor succes, selvom vi har været så kort tid i luften. Tingene er gået meget stærkt, og har ikke altid været helt på plads før de var derude – move fast and break things,” siger Mette Thomsen med et grin.

Undervejs er Lix blevet et hypet startup, der har fået både spalteplads og tv-tid en masse gange i løbet af det seneste år – ikke mindst, da Lix landede en investering på 18 millioner fra North Media Online A/S tidligere på året.

”Interessen fra medierne fylder ikke så meget i hverdagen, men det validerer, at jeg har taget en god beslutning – at jeg er med til at bygge noget stort og spændende, og det er jeg virkelig taknemmelig for,” siger Mette Thomsen.

Skrevet af

Ledige stillinger hos Lix Technologies

Marketing praktikant

Aarhus

UX Udvikler praktikant

Aarhus

Læs også

Top