Penneo: Glade kunder giver vækst

11

Digitaliseringen er over os, og underskrifter i analog form er uddøende. Med sin digitale underskriftplatform drømmer Penneo om at skabe papirløse arbejdsgange, hvor man kan underskrive digitalt. Det gælder dog mest om at forstå kunderne, når Penneo skal gøre en forskel for de danske virksomheder.  

Behovet var åbenlyst, da stifterne af Penneo i starten sad i en kælder og ringede rundt for at finde kunder, der turde springe med på drømmen om at blive papirløse; Den gammeldags underskrift er både usikker og bøvlet for alle parter, så der er tid og penge at spare ved at blive digital.

Med sin digitale underskriftplatform ville Penneo gøre advokater og revisorer helt uafhængige af papir, men til at begynde med var en stor del af salgsopgaven imidlertid at få kunderne til at forstå, hvad det ville indebære, og hvorfor kunderne overhovedet havde brug for at kunne skrive under digitalt.

“I rigtig mange tilfælde er den eneste grund til at vi printer et dokument, at det skal underskrives. Dokumenter i dag fødes digitalt, og med Penneo kan det også afsluttes digitalt. Men gamle vaner er svære at komme af med,” forklarer Camilla Skallerup, der er salgskonsulent i Penneo.

Kundefeedback drev udviklingen

Det lykkedes relativt hurtigt at få de første pioneer-virksomheder med på drømmen, og med feedback fra de første kunder kunne sælgerne gå tilbage til udviklerne, og fortælle hvordan Penneo kunne blive endnu skarpere.

“I starten skulle vi lære, hvilke situationer kunderne sidder i, og hvad er det for nogle arbejdsgange, de har. Så vi måtte tilbage og bygge løsningen lidt om på baggrund af kundernes feedback,” fortæller Camilla Skallerup.

Med feedbacken så Penneo et behov for rækkefølge og roller på, hvem der skal skrive under, og featuren blev hurtigt tilføjet produktet. Samtidig var der et ønske om blanketter, hvor underskriveren kan udfylde foruddefinerede felter, inden de underskriver dokumentet, som senere er blevet en del af Penneo-platformen.

“Når vi sælgere fortæller om kundernes oplevelse, lytter udviklerne. Det er fedt at være med til at præge og blive lyttet til i udviklingsprocessen. I de store koncerner jeg tidligere har arbejdet for, har udviklingerne altid siddet i USA, og man har aldrig rigtigt kunne påvirke dem,” siger Camilla Skallerup, der før hun blev ansat i Penneo arbejdede 15 år i to store IT koncerner.

Internationalisering er et skridt, som har været meningen helt fra begyndelsen, og med et godt tag i Danmark er Penneo nu begyndt at indtage det skandinaviske marked med sin Digitale Signatur Platform hvor man kan skrive under med de såkaldte e-ID’er. (NemID, BankID, Tupas etc.).

08

Man sælger drømmen om en bedre verden

Siden begyndelsen er kælderen skiftet ud med 13. sal i den gamle DR Byen i Søborg, og Penneo har rundet 600 kunder, der spænder fra den lille enkeltmandsvirksomhed til adskillige C20 virksomheder, som har det til fælles, at de har brug for at skrive dokumenter under digitalt.

“Når vi taler med en kunde og hører deres proces med papir og kuglepen, er det fedt at være den person, der går ind og inspirerer til, hvordan man kan løse opgaven med en mere moderne, sikker og nem process,” forklarer Camilla Skallerup.

Kunderne er så småt begyndt selv at henvende sig til Penneo, men det opsøgende salg er stadig den vigtigste del for sælgerne. Det generer dog ikke Camilla at skulle banke på døre, når bare hun ved, at det hun sælger, kommer kunderne til gavn.

“Bare den glæde, det giver, at du gør en forskel for kunderne. Det er måske ikke en kæmpe forskel i forhold til at gøre verden mere fredelig, men vi hjælper virksomhederne til at blive mere effektive. Den feedback vi får, den bliver jeg sgu stolt af,” siger Camilla Skallerup.

Mange glade kunder

Voldsom vækst har nærmest været hverdag siden Penneo startede. Alligevel mener Camilla Skallerup ikke, at mange kunder har været sælgernes primære mål.

“Ofte handler det i startups om hurtigt at få en masse kunder. Hvis du kigger på traditionelle platforme med abonnementer, så kan du hurtigt få kunder ind, som ikke bruger platformen. Hos os er det omvendt. Hvis ikke kunderne bruger platformen, giver det ingen værdi for hverken dem eller os,” forklarer hun.

Prisstrukturen hos Penneo er nemlig skruet sådan sammen, at det koster et lille beløb at have et abonnement, hvorefter kunderne betaler per underskrift. På den måde tjener Penneo kun penge, hvis kunderne bruger produktet.

“Hvis en kunde oplever, at de ikke længere har brug for os eller ikke længere vil gøre brug af vores service, så skal de naturligvis heller ikke være kunde hos os. Vi ønsker kunder, hvor vi virkelig tilfører værdi. Det er afgørende for os at have glade kunder, som bruger vores service, for det er jo dér, at væksten og mulighederne ligger for alle parter” siger Camilla Skallerup.

Skrevet af

Ledige stillinger hos Penneo

Swedish Sales Manager

Søborg

Læs også

en kommentar;

  1. Pingback: Kamilla i Trendsonline - Glade kunder, ja tak! -

Top