Se alle vinderne i årets Venture Cup

Venture Cup afholdt torsdag deres årlige awardshow, hvor universitetsstuderende fra hele Danmark kæmpede om ære og pengepræmier.

I sidste uge pitchede 23 hold deres ideer for en jury bestående af professionelle erhvervsfolk og iværksættere i Venture Cup. Vinderen af eftermiddagens hovedpris blev DTU-holdet Klenergy – de præsenterede et batteri, der skal lagre og konvertere energi til vedvarende energi. Det kan blandt andet komme landmænd til gode.

Udover æren og 35.000 kroner, så kan Klenergy se frem til en tur til Silicon Valley, hvor de blandt andet skal møde Innovation Centre Denmark.

Klenergy var dog ikke de eneste vindere – læs lidt om gårsdagens vindere herunder.

Få et lift med en lastbilchauffør

Trucker vil skabe en Gomore-lignende tjeneste for lastbiler. Det er en app-baseret løsning, hvor billig transport og friplads er hovedfokus. Chaufførerne uploader deres ruter via app’en, og så har slutbrugeren mulighed for at booke en plads. Det betyder, at brugerne kan få billig transport, men lastbilchaufførerne får selskab på de lange ture, hvor de krydser landet.

Kunst skal gøre patienter raske hurtigere

ArtStream er fra DTU, og de vil med deres løsning få kunst ind på de kedelige danske hospitalsstuer. De vil skabe en online service, der kan kobles til skærme, og så vælger brugeren selv om det skal være flotte naturbilleder eller personlige fotos, der skal pryde skærmen.
Brugerne kan selv uploade motiver, videoer og billeder, men ArtStream vil også tilbyde en stor database af billeder og motiver, så brugerne har utallige valgmuligheder. Et månedligt abonnement gør, at brugerne kan opdatere skærmen så ofte de lyster.

Pluk dine grøntsager i supermarkederne

Helt friske grøntsager i dit lokale supermarked. Altså så friske, at du selv plukker dem. Det er, hvad Fresh Veggies gerne vil præsentere for forbrugerne. Uden jord og med kun 1 procent vand, er det muligt at dyrke bakterie- og pesticidfrie grøntsager.
Dyrkningsprocessen gøres digital ved at bygge mini-farme, og derfor er det muligt at styre miljøet, og så kan man skabe de bedste forhold for hver enkelt grøntsag.

Digitale drivhuse

Specialfremstillede indendørs drivhuse er MyGrows løsning. De har skabe en simpel og enkel saml-selv løsning, hvor brugeren samler drivhuset, sår selvvalgte frø og så kan de via computeren vælge det helt rigtige miljø for lige præcis de frø, og så skal der bare trykkes på ”Gro”. Platformen styres via en app, og man kan samtidig få adgang til et socialt netværk, hvor der kan udveksles erfaringer, billeder og tips og tricks.

Digital platform til biler

Når man ejer en smartphone, så bliver du ofte bedt om at opdatere softwaren, så du kan få det bedst mulige produkt. Hvorfor er det ikke det samme, når man køber en bil? OBI Plus er en digital platform, der kan installeres i nye biler. Med direkte internet kan smartphone, tables og lignende kobles på, og så vil bilen altid være opdateret med det nyeste nye inden for blandt andet gps-modeller og musiktjenester.

Sensorstrømper til diabetikere

Siren Care har en udviklet en strømpe, der med højtteknologiske fibre skal måle temperaturen på diabetikeres fødder. Strømperne kan være med til at nedsætte antallet af fodsår hos diabetikere med op til 70%. Når man tager fodsårene i opløbet, så vil det også betyde, at antallet af amputationer kan nedsættes.

Venture Cups Awardshow var en stor succes og mere end 300 mennesker kiggede forbi torsdag eftermiddag, hvor der også var mulighed for at netværke og blive opdateret på de nyeste trends og ideer.

Skrevet af

Læs også

Top