Arkiver

Nyheder

Update – Genbrug de kendtes kluns

Vi har tidligere skrevet om Miinto.dk, der er en særdeles spændende webtjeneste. Lige efter Jesper Buch ånd, (måske også derfor han har investeret i dem). Tag noget offline og overfør det til online og skalér konceptet. Denne gang har Miinto.dk gang i et spændende CSR / marketing tiltag du kan bruge som inspiration til din startup.


Fem smukke, kendte danskere er genbrugsambassadører for Røde Kors – og nu kan du købe doneret eller særligt udvalgt genbrugstøj fra dem i Røde Kors webshop. Det giver god stil – og god karma.

Du kan nu blive den lykkelige ejer af et stykke genbrugstøj, der er personligt udvalgt eller doneret af tv-vært Ibi Støving, model Malkit Singh, model Christel Winther, sangerinde Annika Aakjær eller skuespiller Lærke Winther.

De fem er nemlig genbrugsambassadører for Røde Kors, og på www.rodekors.dk/butik kan du nu, og i de kommende måneder, købe alt det lækre genbrugstøj, som ambassadørerne blev fotograferet i ved et photoshoot hos Miinto.dk, som står bag hjemmesiden.

“Det giver tredobbelt god karma, når du med dit køb støtter mennesker i nød, kan få en personlig unik stil og gør noget godt for miljøet”

Original som Ibi
Spørger man Ibi Støving, hvorfor man skal handle i www.rodekors.dk/butik, får man lidt af en indrømmelse:

”Altså, hvis man nu som mig hader at shoppe, så er det en fantastisk mulighed. Det er måske lidt atypisk for piger, men jeg får klaustrofobi af de små prøverum og spejle. Jeg handler på nettet 90 procent af tiden. Derfor er det jo vildt interessant at købe genbrugstøj på nettet, fordi man samtidig støtter en god sag,” smiler hun.

For Ibi er den en god vane at give det væk, man ikke bruger. I kraft af sit job får hun meget tøj forærende, som bliver brugt i tv-shows eller på den røde løber. Det giver hun gerne videre, så andre kan få glæde af det.

”Jeg elsker at sige ja til projekter, der går op i højere enhed og står mit hjerte nært. Jeg har altid gået i genbrugstøj, og haft behov for at være original. Jeg vil have lov at udtrykke mig i den måde, jeg klæder mig på, og det er der store chancer for, når man køber genbrug,” siger hun.

Genbrug er god karma
Røde Kors er den eneste hjælpeorganisation i Danmark, der sælger genbrugstøj online og dermed gør det nemt, bekvemt og tilgængeligt døgnet rundt at få god stil. Genbrugstøj er nemlig ikke bare godt for din pengepung. Det giver tredobbelt god karma, når du med dit køb støtter mennesker i nød, kan få en personlig unik stil og gør noget godt for miljøet.

Og det er ikke bare noget, vi siger. Salg af genbrugstøj GØR en forskel. Sidste år gav salg af genbrugstøj 20 mio. kr. til Røde Kors’ hjælpearbejde. Kjolen eller skoene, som man kun gik med én gang, får på den måde en helt ny værdi: Skolegang, rent vand eller nødhjælp, hvis katastrofen rammer et sted ude i verden.

Genbrugsshoppen på nettet fungerer i samarbejde med Skandinaviens største online modebutik www.miinto.dk. Miinto håndterer den tekniske drift samt dele af markedsføringen i samarbejde med Røde Kors. Røde Kors varetager produktbilleder samt accept af ordrer og udsending af solgte produkter.

Trendsonline.dk bifalder et projekt der hjælper og kan derfor kun opfordre hvis man alligevel skal have skiftet ud i garderoben, at tage et kig forbi genbrugsshoppen.

2 kommentarer

    • Jeg det er et rigtig flot initiativ som vi var nødt til at nævne på Trendsonline.dk. Jeg synes også det er en god case, hvor man kan se hvordan man kan gøre selvom man er en startup der fokuserer meget online. Mange andre startups kunne virkelig lære af dette!

Skriv et svar