Fokus – Silicon Valley-stjernen Rebeca Hwang besøgte Aarhus

Peter Høeg Andersen Auditoriet i Aarhus var fyldt godt op fredag eftermiddag. IT-studerende og iværksætter-interesserede var mødt op for at opleve ét af Silicon Valleys helt store personligheder: Younoodle-medstifteren Rebeca Hwang, som var kommet hele vejen fra ’the Valley’ for at fortælle om ’The Power of Student Entrepreneurship’. Trendsonline.dk var heldige at få et efterfølgende kort interview.

Han har en Ph.D., har udgivet 6 videnskabelige artikler og vil arbejde for…mad. Under sit oplæg viste Rebeca Hwang et billede af en yderst veluddannet men arbejdsløs ung mand, som et eksempel på, hvordan de amerikanske og globale udsigter for folk i uddannelse har ændret sig drastisk over de seneste år. ”Jobs bliver i dag skabt af de helt unge virksomheder…Det er dem, der skal redde økonomien…Derfor er ’student entrepreneurship’ så vigtigt,”…lød det fra den erfarne og anerkendte iværksætter, der betragter entreprenørskab for “denne tids revolution.”

Rebeca Hwang har et rigt CV, herunder uddannelse fra to af verdens bedste universiteter, MIT (Massachusetts Institute of Technology)  og Stanford.

Et Playboy Mansion for entreprenører

Efter at have fremlagt sine argumenter for, hvorfor hun mener, entreprenørskab er tidens revolution, fortsatte Rebeca Hwang med at fortælle om nogle af Silicon Valleys måder at fremme iværksætteri og startups på. Her præsenterede hun for eksempel nogle af de nyere og mere utraditionelle iværksættermiljøer, der er at finde i San Francisco. For eksempel er det muligt for entreprenører at søge et to-ugers (arbejds)-ophold i det eksklusive hus Black Box Mansion, der har tilhørende pool, og for natteravnene der sidder og arbejder alene om aftenen og natten, er der ligeledes SF Nightowls – en gruppe, der samler iværksætter-sjæle over arbejde, pizza og øl. Hun omtalte også StartupBus – som gæsteblogger Søren Therkelsen introducerede i sit indlæg i sidste uge.

Silicon Valley vs. danske iværksætter-miljøer?

Flere blandt publikum var naturligt nok interesseret i at vide, om Danmark kan kopiere den succesfulde Silicon Valley-model og miljøerne fra Silicon Valley? Hertil svarede Rebeca Hwang, at hun mener, at successen bag Silicon Valley først og fremmest bunder i kvaliteten af dets mentorer og uddybede, “Hvis I kan tiltrække disse profiler til at komme hertil eller tage til Silicon Valley selv for at møde og blive inspireret af disse folk, deres idéer og miljøerne, er dette, hvor det kunne starte,” fortalte hun som ét af sine afsluttende bemærkninger.

Trendsonline.dk udspurgte flere af gæsterne om deres oplevelse af oplægget, der blandt andet udtalte, at det  ‘havde relevans for danske iværksætter-miljøer’ og gav ‘et dybere indblik i Silicon Valley og dets miljø’.

Oplægget var arrangeret af netværket UNITY fra Katrinebjerg i Aarhus.

Det spurgte Trendsonline.dk efterfølgende Rebeca Hwang om:

– Hvilke uddannelser vil dominere fremtidige startups?

”Hvis jeg havde en søn, ville jeg fortælle ham, at han skulle uddanne sig inden for computervidenskab eller lignende. Der er et kæmpe behov for programmører i USA. Samtidigt vil jeg sige, at programmering langt fra gør det alene. Research- og salgsevner er for eksempel nødvendige for at sikre, at du rent faktisk dækker et behov samt når igennem til kunden. ”

– Hvilke 3 online startups glæder du dig særligt til at følge udviklingen af?

Square – en enhed til mobiltelefoner, der kan acceptere betalingskort

Yammer – socialt netværk for virksomheder

Kickstarter – en platform, der støtter kreative projekter

Skrevet af

Læs også

Top