Det lyder som plottet til endnu en klichébaseret amerikansk film, men faktisk så kan overskriften tegne fremtidens virkelighedsbillede for indbyggere beboende i lande med autoritære styreformer. Således viser nye undersøgelser og rapporter, at den nuværende digitale udvikling snart vil gøre undertrykkende regimer i stand til at overvåge alle former for elektronisk kommunikation.
Af Kristian Højland Hansen
Når jeg umiddelbart tænker på den digitale udvikling, så klapper jeg nærmest i mine små hænder. Ikke mindst fordi det hylder vores innovative ytringsfrihed, globaliseringen og de dynamiske sociale relationer på tværs af landegrænser. Men jeg kunne dømmes for at være naiv, for i denne ekstatiske kontekst medregner jeg ikke de lande med autoritære regimer, hvor der drives censur og forbud mod diverse sociale interaktioner og kommunikation. Den digitale undertrykkelse!
Reducerede omkostninger
For mens fremskridtene omkring ”mindre”, ”hurtigere” og ”mere effektivt” galoperer derudad i et nærmest umætteligt tempo, så medfører dén udvikling også, at pris – og omkostningsniveauet falder markant. Det bliver med andre ord nemmere og billigere at transportere, transformere/formidle og lagre data. Sådan skal det være, det er indbegrebet af digital udvikling. Men kombinerer man det med de dertilhørende muligheder, så har man altså en farlig cocktail, hvis det ender i hænderne på de forkerte. En bagside af den digitale guldmedalje, så at sige.
John Villaseñor fra UCLA påpeger i sin forskning til Brookings Institution ‘Recording everything’, at det inden for en overskuelig årrække vil blive økonomisk og teknologisk muligt for regeringer med autoritære hensigter at overvåge og optage næsten alt inden for deres egne grænser. Her snakker vi alt lige fra telefonsamtaler, elektroniske meddelelser, sociale interaktioner, bevægelser af næsten alle personer og køretøjer samt video fra hvert gadehjørne. Et direkte og forkert præventivt anlagt formål, hvor man ikke kan foretage sig noget uden at blive overvåget. En krænkelse af privatlivet.
Hvem er egentlig skurken?
I sin forskningsrapport retter Villaseñor samtidig en indirekte kritik til de amerikanske virksomheder, der tilskynder denne udvikling. Her nævnes blandt andet Cisco og HP, som er involveret i et kinesisk pilotprojekt i kommunen Chongqing (12 mil. indbyggere), hvor der er sat 500.000 videokameraer op. På nuværende tidspunkt vurderes de årlige omkostninger til datalagring at ligge i nærheden af $300 mil., hvor de i 2020 forventes at falde til $3 mil.
Men Cisco og HP er langt fra de eneste, der bidrager med software til regeringer med tvivlsomme hensigter. Således har softwareudviklere lige fra McAfee til Boeing leveret software til Iran, Myanmar m.fl. I den forbindelse drager Villaseñor også paralleller til Syrien, der estimeret bruger $2,5 mil. I årlige omkostninger til datalagring af alle indenrigs telefonsamtaler, hvor det ifølge ‘Recording Everything‘ vil falde til $250.000 i 2016. Villaseñor’s forskningsarbejde tegner altså på mange måder nogle kedelige fremtidsudsigter for disse lande, hvorfor jeg håber, at man i højere grad vil sætte fokus på denne problemstilling.
Derfor finder jeg også denne blog berettiget, primært fordi det ud fra et menneskeretsligt perspektiv er vigtigt at forholde sig kritisk til emnet, og sekundært fordi det også tjener sig at forholde sig spørgende til sit fag.