Arkiver

Nyheder

Iværksættere kritiske over for regeringens innovationsstrategi

 

Der er 20 milliarder på spil, når regeringen i den kommende tid skal evaluere og lægge en ny innovationsstrategi for Danmark. Trendsonline har spurgt en række førende iværksættere om, hvad de mener om strategien – og de lægger ikke fingre imellem.

 

I marts tog regeringen hul på en kommende innovationsstrategi, hvor hele 20 milliarder kroner i innovations- og forskningsmidler er på spil. Ifølge erhvervs- og vækstminister Ole Sohn og uddannelsesminister Morten Østergaard er det planen, at de både skal evaluere brugen af de 1,1 milliard kroner, der i dag er øremærket som innovationsmidler, men også de 19 milliarder kroner, der i dag går til forskning. Det skriver Berlingske Tidende på business.dk

Trendsonline har talt med en række førende danske iværksættere for at høre, hvad de egentlig synes om regeringens udspil og ikke mindst – hvordan ville de bruge de 20 milliarder kroner, hvis de bestemte?

”Invester pengene på lang sigt”
Tine Thygesen, der er co-founder og medejer af to de succesfulde startup’s Everplaces og Foundershouse, stiller sig umiddelbart kritisk over for den nye strategi.

”Vi har et behov for visionære tiltag, og det er der absolut ikke noget af i strategien.  Der er ikke engang noget konkret. Det handler alt sammen om at bruge flere penge på analyser og tiltag, der er styret af staten, og der ser ikke ud til at komme en krone mere ud til erhvervslivet eller startups. Så der mangler stort set hele actiondelen. Fjernelsen af iværksætterskatten er fin, men det skal endelig ikke misforstås som noget, der sætter os i en god position.  Den tager os fra minus til nul, og derfra starter arbejdet.”

”Selvom støtten gør godt, så er det også utroligt ”keramikbutikfremkaldende”.  Startups skal helst tude og skrige ligesom teenageunger, der får frataget lommepengene, så de bliver nødt til at lave sales calls.”

Hun er heller ikke i tvivl om, hvordan hun ville prioritere pengene, hvis hun stod på erhvervsministerposten.

”Jeg ville sørge for, at pengene når ud, hvor de kan gøre en forskel og investere dem på den lange bane. Vi prøver hele tiden at spare os til vækst, men det er i sagens natur ikke muligt. Vi skal sende pengene ud at arbejde og på langt sigt få dem tilbage i mange fold i stedet for at bekymre os om risikominimering på den korte bane. Vi skal ikke have 50 øre tilbage af hver krone, vi investerer, vi skal have 10 kroner tilbage om 20 år”, siger hun og fortsætter:

”Vores største offentlige seedinvestor siger selv, at de kun har investeret i 11 seedcases sidste år. Lad os så antage, at de andre innovationsmiljøer har investeret i yderligere 20, så har vi støttet 31 virksomheder. Det vil sige, at det er rundt regnet 60 millioner kroner ud af de 20 milliarder, der rent faktisk er gået ud til nye iværksætter virksomheder. Det er da til at græde over. Alt for mange penge bliver simpelthen væk i lønninger, administration og projekter.”

”Statlig støtte skader iværksættere”
CEO i Miracle Mogens Nørgaard går endnu hårdere efter politikkernes forsøg på at skabe vækst i Danmark gennem iværksætterstøtte.

”Efter min mening gør statslig, regional og kommunal støtte intet godt og skader temmelig meget. For eksempel bruges der milliarder på iværksætterpjat og vækstnonsens, som aldrig medfører at en rigtig biks startes eller rigtige jobs skabes. Det er bare et kæmpesvineri med mine og dine penge, hvilket alle i iværksættermiljøet, jeg har talt med, er enige med mig i”, siger Mogens Nørgaard.

Han mener helt grundlæggende, at Danmark mangler et VC-miljø.

”Vi har over 150 offentlige vækststøtteordninger, der ikke producerer andet end varme og CO2. Derfor mener jeg, at vi ikke mangler mere eller anderledes stat, men et klima, der skaber folk, der tjener så mange penge, at vi kan få et VC-miljø. Derfor skal vi også afluse vores uddannelsessystem for politisk korrekte med tidsbegrænsede modefag om iværksætteri. I stedet skal vi have indført rigtig læring i hårde fag igen. Det kan kun rettes op ved genindførelsen af den sorte skole med masser af hårdt, individuelt arbejde uden gruppearbejde, temauger og klassens time, for det fører til innovation og frem for alt eksekvering.”

Mogens Nørgaards forbillede er derfor Englands premierminister David Cameron, der har sænket skatten på små startups, ligesom han har luget ud i bureaukratireglerne og indført en 20 dages frist for det offentlige til at betale små virksomheder deres regninger.

Giv pengene som SU til founders
CEO og co-founder i Tradeshift Network Christian Lanng mener også, at der grundlæggende ikke skal være nogen støtte fra det offentlige, men har alligevel et bud på, hvordan pengene burde bruges.

”Hvis jeg skulle bestemme over pengene, så ville jeg bruge den på initiativer som ”Code for America” og til at give SU til founders, der vælger at lave en startup i stedet for at tage på universitetet.”

Højere uddannelsesniveau kan sikre nye jobs
Tommy Dejbjerg Pedersen, der er founder og formand for Startup City har heller ikke de store forhåbninger til om regeringens tiltag vil betyde noget som helst for iværksættere, men han har dog fundet et muligt lyspunkt.

”Jeg hørte Morten Østergaard sige, at iværksætteri skal fremmes ved at sikre et højere uddannelsesniveau og ved at styrke viden om entrepreneurship i uddannelsessystemet”, siger han og fortsætter:

”Det forklarer hvorfor vores lokale Centre for Entrepreneurship lige har fået 40 millioner kroner mere, hvilket bringer dem op på 102 millioner kroner totalt set i de sidste tre år.  Men hey det kan skabe nye jobs til en masse mennesker inden for egne rækker.”

”Startups skal tude”
Sidste iværksætter i rækken der får ordet er CEO i Everbread Morten Lund, der tvivler på, hvad der kommer ud i den anden ende, hvis startup’s bliver taget for meget ved hånden.

”Selvom støtten gør godt, så er det også utroligt ”keramikbutikfremkaldende”.  Startups skal helst tude og skrige ligesom teenageunger, der får frataget lommepengene, så de bliver nødt til at lave en sales call.”

Kilder: business.dk  og fivu.dk

 

 

1 kommentar

Skriv et svar