Arkiver

Content PartnereNyheder

Tech Toolbox – Vil du også accelerere din start-up?

Denne artikel er en del af vores content-partner program og er lavet sammen med Accelerace, der er et accelerator program for din startup. Accelerace brænder for at hjælpe dygtige startups i hele landet med at få bragt deres produkt hurtigt og effektivt til markedet. Så er du blandt de bedste og har du internationalt perspektiv så se mere på Accelerace hjemmeside.

Trendsonline.dk tog en snak med Peter Torstensen, CEO for Accelerace, om hvordan forløbet hjælper nystartede virksomheder med at udvikle deres forretning og få det meste ud af deres potentiale. To af virksomhederne, Labster og Me-Mover, fortæller, hvordan Accelerace har hjulpet deres virksomheder videre.

Accelerace har indtil videre haft 150 start-ups under deres vinger, som blandt andet tæller Codesealer, Trustpilot, Labster, Me-Mover, Firmafon og mange andre. Virksomhederne har fået hjælp til alt fra at lancere deres produkt internationalt til at finde investorer.

Ifølge Peter Torstensen kan startups øge chancen for succes, hvis de træner og arbejder systematisk med de metoder og værktøjer, de bygger deres virksomhed med. Det er netop de redskaber, som Accelerace søger at give til virksomhederne. ”Vi vil gerne være for iværksættere, hvad Team Danmark er for sportsudøvere”, siger Peter Torstensen, som selv har en baggrund i sportsverdenen. Han fortsætter: ”Udover at træne iværksættere vil vi også være hamrende gode til at spotte iværksættertalenter og gode idéer.”

Hvem ender på førsteholdet?
Hvert halve år optages cirka 25 virksomheder i forløbet, som varer 5 måneder. Udskillelsesprocessen starter allerede ved modtagelsen af omkring 150 ansøgninger. Af disse bliver 50 virksomheder inviteret til at pitche deres idé for et investorboard. Boardet vælger de 25 virksomheder på baggrund af, hvad deres teknologi kan, hvad kundernes synes, hvordan markedet er og hvilket potentiale teamet har.

”For ventureinvestorerne handler det om, at virksomheden har potentiale til at blive en global forretning, og at den kan skaleres hurtigt. Men vi giver også plads til virksomheder, som har brug for lidt mere tid til at vokse sig store”

fortæller Peter Torstensen om udvælgelsen og fortsætter i sportsgenren:

”Man kan sammenligne det lidt med en fodboldskole. Du udvælger 20 spillere, men du ved også godt, at det kun er 1-2 spillere, som ender på førsteholdet. Du aner bare ikke hvem, og ofte bliver du overrasket over resultatet”.

Når virksomhederne er inde i varmen, hjælper Acceleraces konsulenter, som alle har startet virksomhed før, virksomhederne med at tage det næste skridt og få en idé om, hvad der skal ske fremadrettet. Det sker ved et tæt samarbejde, og i nogle tilfælde kobles konsulenterne med virksomheden 1-2 dage om ugen. Ifølge Peter Torstensen er der tre klare fordele for virksomhederne:

    – Virksomhederne kommer hurtigere frem til deres kunder og marked.
    – De bruger færre penge på vejen mod kunderne eller investorerne.
    – Sandsynligheden øges for, at forløbet bliver til en succes.

”Vi blev skubbet ud over Danmarks grænser”
Én af de virksomheder, som har nydt godt af Accelerace-forløbet, er Labster, en laboratoriesimulator til undervisning i life sciences for universitets- og gymnasiestuderende. Simulatoren gør det muligt for de studerende at arbejde med avancerede og omkostningstunge eksperimenter, der ikke er råd eller tid til i institutionerne. Labster kobler forsøg til faglig relevant teori, og en god historie – f.eks. opklaringen af et mord ved DNA-analyse. Det øger læringen og elevernes engagement, mens skolerne sparer penge.

Co-founder, Tobias Aabye Dam, fortæller om Accelerace-forløbet:

”Vi har fået strategisk rådgivning på baggrund af den situation, som vi stod i på daværende tidspunkt. Accelerace har formået at hjælpe os med især den salgsmæssige del. Det har været godt at komme ud til vores kunder på et tidligt tidspunkt og få valideret det, vi er ved at bygge.”

Han tilføjer, at teamet også har fået helt konkrete værktøjer i forbindelse med pitching og det at skrive forretningsplan.

Undervejs i forløbet har Labster fundraiset 4.2 mio. fra Fornyelsesfonden, Novozymes og Novo Nordisk uden at afgive ejerskab. I dette efterår kigger Labster på at tage de første investeringer ind. Samtidig skal produktet testes gennem samarbejder med DTU, Stanford, Chalmers, Aarhus Universitet og Københavns Universitet, hvilket er noget Tobias Aabye Dam takker Accelerace for: ”De har været med til at skubbe os til at få ringet til potentielle kunder i USA og se ud over Danmarks grænser, hvor vi nok ellers har haft en tendens til at være mere tilbageholdende.”

”Nu ved vi, hvad der skal til”
Jonas Eliasson, CEO og Chief Mover af Me-Mover, tilslutter sig:

”Jeg vil anbefale andre iværksættere at komme ud til forskellige netværk og også tage kontakt til Accelerace. Vi har brugt dem rigtig meget som strategisk og praktisk sparringspartner, det netværk som vi har fået med forløbet har givet os utrolig meget.”

Me-Mover forsøger at skabe en aktiv transportform, som passer til nutidens byliv. Deres første produkt er Me-Moveren: en genopfindelse af cyklen, omend sikrere, sjovere, sammenfoldelig og mere ergonomisk korrekt. Planen er at udvikle en lang række produkter, som kan opfylde samme vision, herunder accessories og forskellige varianter af Me-Moveren. Undervejs har teamet fået hjælp til salg, økonomi, budgettering, kundeundersøgelser og en lang række kontakter som Accelerace har stået for at give dem.

”Accelerace har givet os en forståelse for, hvad der skal til for at bygge en robust og succesfuld virksomhed, og vi vil fortsat have en tæt kontakt med dem efter forløbet”, fortæller Jonas Eliasson.

I slutningen af forløbet fik Me-Mover bevilliget en låneinvestering på 4 mio. fra Accelerace Invest og de tidligere investorer SDTI (Sydansk Teknologisk Innovation) som skal dække produktion og lancering af deres produkt i løbet af 2013.

Målet er 100% tilfredshed
Efter forløbet er der tre muligheder for virksomhederne. ”En mulighed er, at de ansøger om en låneinvestering, og vi følger dem derfor fortsat tæt. Eller også vil de gerne, at vi stadigvæk hjælper uden investering. Tredje mulighed er, at virksomhederne gerne vil klare sig selv,” fortæller Peter Torstensen.

Accelerace følger løbende virksomhedernes fremgang og hvordan de opnår succes. Den viden deler de gerne i håb om, at det kan gavne hele iværksættermiljøet, men også for at forbedre deres eget forløb. ”Langt de fleste af vores virksomheder er tilfredse med det, de har fået ud af forløbet, men vi stræber selvfølgelig efter 100% tilfredshed” erklærer Peter Torstensen.

Hvis du har interesse i at være med i Accelerace-forløbet, kan du læse mere og ansøge hvert halve år via www.accelerace.dk – næste deadline er d. 25. november 2012.

[styled_box title=”Content-partner” color=”white”]Denne artikel er en del af vores content-partner program og er lavet sammen med Accelerace, der er et accelerator program for din startup. Accelerace brænder for at hjælpe dygtige startups i hele landet med at få bragt deres produkt hurtigt og effektivt til markedet. Så er du blandt de bedste og har du internationalt perspektiv så se mere på Accelerace hjemmeside.[/styled_box]

1 kommentar

Skriv et svar